Erhverv
0

Krakket rejseselskab får ny ejer

DaGama Travel gik i februar konkurs med strandede danskere og milliontab til følge. Nu er selskabet blevet overtaget.

Med overtagelsen tilføjer Sunway Group en række nye rejsemål til sine eksisterende selskaber. Foto: Ed Wray.

Det konkursramte danske rejseselskab DaGama Travel fortsætter med en ny ejer.

To måneder efter at rejseselskabet gik konkurs, er det blevet overtaget af Sunway Group med hovedkvarter i Aarhus. Det skriver branchemediet Standby.dk.

Overtagelsen er formelt sket ved, at Ruby Rejser, der er en del af Sunway Group, har overtaget DaGama Travel.

»Vi begynder at have mere fokus på oversøiske rejser, og her passer DaGama Travel rigtig godt ind. Vi vil dog lægge flere af Dagama-rejserne ind under Ruby Rejser,« siger adm. direktør og stifter af Sunway, Mads Bygballe Christensen.

DaGama Travel, der var stiftet og ejet af Michael Andersen, måtte i februar indgive konkursbegæring på grund af økonomiske vanskeligheder. Adskillige danske kunder var strandet rundt om i verden, men blev fragtet hjem.

Krakket efterlod Rejsegarantifonden med et tab på 3,2 mio. kr.

Rejsebureauet havde 15 ansatte og 60 tilknyttede rejseledere, da konkursen blev begæret. Sunway Group overtager ingen af medarbejderne fra DaGama. Den daglige håndtering af de nye rejsemål, som overtagelsen tilføjer til Sunway, vil den nye ejer selv tage sig af, skriver Standby.dk.

Sunway Group ønsker ikke at oplyse, hvad selskabet har betalt for konkursboet, der inkluderer DaGama Travels domænenavne og kundekartotek.

Sunway Group omfatter en række rejseselskaber, bl.a. Ruby Rejser, Seatravel, Strobel Travel og Travelnorth. Koncernen arrangerede i 2017 rejser for omkring 20.000 gæster og omsatte i samme regnskabsår for over 100 mio. kr. Det gjorde, at selskabet kunne præsentere et overskud før skat på 8 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også