Pensionskonsortium når over 90 pct. af TDC - kan tvangsindløse øvrige aktionærer
Køberne af TDC har nu fået samlet over 90 pct. af selskabets aktier, og kan dermed tvangsindløse de øvrige aktionærer, meddeler TDC til fondsbørsen.
De pensionskæmper, der i samarbejde med den kontroversielle australske Macquarie-fond er i færd med at købe TDC, får også held med at afnotere teleselskabet fra fondsbørsen og tvangsindløse de resterende aktionærer.
Det står klart efter konsortiet er kommet over den magiske grænse på 90 pct. af aktierne, man ellers hidtil ikke har kunne købe sig forbi.
»Vi er glade for at kunne annoncere, at vi kommer til at tage fuldt ejerskab af TDC, efter at have arbejdet på vores vision for TDC i mere end 18 måneder. Konsortiet ser frem til et langsigtet ejerskab, og til at udvikle selskabet sammen med ledelsen samt de mere end 8.000 dedikerede medarbejdere i Danmark og Norge,« lyder det i en pressemeddelelse fra konsortiets topfigur, PFA-chef Allan Polack.
Afnoteringen kommer efter skiftende udmeldinger fra konsortiet. Oprindeligt lød planen på et køb og en afnotering, men da det ikke lykkedes for konsortiet, lød meldingen i stedet på, at man så ville lade TDC blive børsnoteret. Det kunne have efterladt de øvrige ejere - ca. 12 pct. af aktionærerne - med en stærkt illikvid aktie, og flere aktionærer har da også udtalt kritik af pensionskassernes fremgangsmåde.
Tidligere mandag meldte konsortiet så dog ud, at man gik efter en afnotering såfremt man kunne komme over de 90 pct. af aktierne, der med sikkerhed tillader at en sådan manøvre kan ske ved tvang.


