Erhverv

Køkkengigant lander historisk millionoverskud

Et rødglødende boligmarked har forgyldt koncernen bag tre kendte køkkenkæder.

Køkkenproducenten Nobia skal »smære ærmerne op« trods endnu et stærkt regnskabsår, lyder det fra adm. direktør Rune Stephansen (th.) Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

2017 var endnu et kanonår i køkkenbranchen.

Det gælder ikke mindst for Nobia Denmark A/S, som står bag køkkenmærkerne HTH, Invita og Uno-form.

Køkkenkoncernen havde en omsætning på 2,64 mia. kr. i 2017 og kom ud med et overskud på 261 mio. kr. efter skat.

Det er en stigning på 13,4 pct. fra året før, hvor Nobia landede et overskud på knap 226 mio. kr.

Adm. direktør hos Nobia Danmark, Rune Stephansen, betegner regnskabet som tilfredsstillende.

Byggebranchen er rødglødende, og det gavner også køkkenproducenterne, fortæller han.

»Vores forretning er sund. Vi har mange gode og langvarige relationer med både udviklere, entreprenører og håndværkere. Relationer, der kommer os til gode nu, hvor aktiviteten er høj i branchen,« siger Rune Stephansen.

I 2018 vil Nobia fokusere på at optimere alle salgsled og -kanaler fra online til butik.

Selv om Nobia er Danmarks største køkkenproducent, er det ikke tid til at hvile på laurbærrene, mener Rune Stephansen.

»Vi har gode muligheder for at udvikle samarbejdet med vores mange erhvervskunder, så arbejdsprocesser omkring projektering, levering og installation effektiveres. Alle i branchen bliver vindere, hvis vi sammen kan spare tid i både planlægnings- og installationsfasen,« siger Rune Stephansen.

Nobia Danmark blev grundlagt i 1966 af brødrene Hans Henning og Tonny Haahr i Ølgod. 

Køkkenkoncernen har med alle tre brands 121 butikker fordelt i Danmark, Sverige, Norge og Finland og beskæftiger samlet cirka 1.300 medarbejdere i Danmark.

Nobia Danmark A/S er en del af den svenske koncern Nobia AB, en af Europas ledende køkkenproducenter med 20 køkkenbrands i flere lande.

Læs også
Top job