Erhverv
0

Regeringen vil betale landmænd 1,1 mia. kr. for at gøre Danmark mere økologisk

Regeringen og DF er klar med flere penge til at støtte omlægning til økologisk drift. Allerede næste år vil et areal, som er større end Fyn, blive drevet økologisk.

Anført af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er regeringen og DF nu klar med en vækstplan, der skal sætte endnu mere fart i produktionen af økologiske fødevarer.
Foto: Joachim Ladefoged

Økologien boomer. Salget af danske, økologiske fødevarer stiger eksplosivt i både ind- og udland, og regeringen sætter nu endnu mere fart i væksten.

Sammen med Dansk Folkeparti (DF) offentliggør regeringen fredag en vækstplan for dansk økologi. Et centralt element i planen er, at der i 2018 og 2019 i alt afsættes næsten 1,1 mia. kr. til at støtte landmænd, som vil omlægge til økologisk drift.

Omlægningsstøtten ventes at få det økologiske areal til at vokse med knap 70.000 hektar til 305.000 hektar. Dermed vil et landbrugsareal, som er større end hele Fyn, blive drevet økologisk ved udgangen af 2019.

»Både på hjemmemarkedet og eksportmarkederne er der en stærk vækst i efterspørgslen efter danske, økologiske fødevarer. De seneste år har der i perioder været mangel på visse typer af økologiske fødevarer. Vi ønsker at støtte omlægning af større arealer til økologisk drift, så landbruget kan dække den efterspørgsel, der er ude i markederne,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ministeren tilføjer, at omlægningsstøtten er nødvendig, fordi det er en bekostelig og lang proces for landmændene at skifte til økologisk drift.

Økologisk vækstplan

Regeringen og DF har vedtaget en vækstplan for dansk økologi.

Som led i planen afsættes 1,06 mia. kr. til at støtte landmænd, der vil omlægge til økologisk drift i 2018 og 2019.

Støttepuljen er øget med 373 mio. kr. sammenlignet med det beløb, der oprindeligt var afsat i fødevare- og landbrugspakken.

Vækstplanen rummer også tiltag, som skal sikre mere natur på de økologiske marker og skærpede klimakrav til økologerne.

Planen åbner også for, at der skal tilføres nye typer af gødning til de økologiske marker, så produktionen kan øges.

Samtidig skal vejen banes for en større eksport af økologiske fødevarer.

I Økologisk Landsforening jubler man over vækstplanen, og vurderingen lyder, at markederne sagtens kan bære en endnu større produktion af økologiske fødevarer.

»Der er så meget vækst i salget på både hjemmemarkedet og en række eksportmarkeder, at vi i den grad har brug for at få endnu større arealer omlagt til økologisk drift,« siger markedschef Henrik Hindborg, Økologisk Landsforening.

Det var Coop, der for alvor satte gang i det økologiske boom, da detailgiganten i 2015 sænkede priserne på en lang række økologiske fødevarer. Koncerndirektør Jens Visholm vurderer, at der er potentiale for yderligere vækst.

»De seneste år har økologien været et af de få vækstområder i et ellers fladt detailsalg. Der er masser af potentiale for at øge salget yderligere - især i de dele af landet, hvor økologien endnu tegner sig for en lavere andel af salget end i storbyer som København. Salget kan også øges, hvis man får større udbud og lavere priser i varekategorier som kød og grøntsager, hvor merprisen på økologiske varer stadig er så stor, at det begrænser salget,« mener Jens Visholm.

Han ser også gode muligheder for at øge eksporten af økologiske fødevarer.

Landmænd i andre europæiske lande er imidlertid også i fuld gang med at skrue op for produktionen af økologiske fødevarer, så spørgsmålet er, om væksten kan overophede markederne og udløse et priskollaps. Ifølge Henrik Hindborg er der dog endnu ingen tegn på overproduktion, fordi efterspørgselsvæksten er så stærk i alle salgskanaler.

BRANCHENYT
Læs også