Apple skruer bissen på: 12 ansatte arresteret for at sladre til pressen
Hold på Apples hemmeligheder, eller du kan blive sendt i fængsel – det skete for 12 personer sidste år. Sådan lyder beskeden i et internt brev hos Apple, der slås med læk til pressen.
Da Steve Jobs i 2007 præsenterede den første iPhone, vidste ingen udenfor Apples lukkede kreds, hvad der var i gære.
Men når Tim Cook i dag lancerer en nyhed, er der ikke for alvor overraskelser iblandt. Det hele er blevet afsløret på forhånd gennem læk til pressen.
Fortidens mur af tavshed er blevet hullet som et knækket dørslag, og det er Tim Cook blevet grundigt træt af. Apple-ledelsen har derfor skruet bissen på og går nu meget intensivt efter at fange dem, som lækker hemmeligheder til pressen. Og om muligt få dem smidt i fængsel.
Det afslører en intern rundskrivelse fra Apple, der er blevet lækket til pressen, og som Bloomberg kan referere fra. Memoet fortæller også, at der sidste år blev afsløret 29 åbenmundede ansatte hos Apple eller hos partnere. Af dem blev 12 arresteret, skriver Apple-ledelsen til sine medarbejdere.
Udover den flade fornemmelse af at præsentere et nyt produkt, som alle har set på forhånd, har læk om fremtidige produkter også økonomiske konsekvenser for Apple. Det går ud over salget, både fordi folk stopper med at købe de eksisterende modeller, når de ved mere om de kommende modeller, og fordi Apple ikke på samme måde kan lancere et nyt produkt efter en veltilrettelagt plan, lyder budskabet i memoet.
Bliver man taget i at afsløre hemmeligheder, mister man selvfølgelig sit job, men kan altså også risikere retslige skridt efterfølgende. Og man kan få meget svært ved at få et job i branchen, hvis man først er stemplet som en illoyal medarbejder, advarer Apple-ledelsen sine medarbejdere.
Man kan også bare komme til at tale over sig, uden at tænke over konsekvenserne, står der i det interne brev, hvor medarbejderne bliver advaret imod journalister, som forsøger at indynde sig og pumpe de Apple-ansatte for oplysninger.
Et stort problem for Apple tidligere var læk fra de fabrikker, som skulle producere den nye hardware. Men en indsats på området har næsten elimineret tyveri af prototyper og produkter fra fabrikkerne, skriver Apple-ledelsen.


