Fortsæt til indhold

Rigmand sælger halvdelen af kendt datingsite

Datingsitet Dating.dk bliver fremover ejet helt af Wagner-familien. Den tidligere medejer Peter Sønderby Wagner vil fokusere på en anden millionsucces.

Erhverv

Den danske datingrigmand og iværksætter Peter Johan Sønderby-Wagner siger nu endegyldigt farvel til det firma, der har været med til at gøre ham til mangemillionær.

Peter Johan Sønderby-Wagner har solgt sin halvdel af datingsiden Dating.dk til Freeway-koncernen, der er ejet af Wagner-familien. Det skriver Børsen.

Dermed ejer Freeway-koncernen nu 100 pct. af Dating.dk, som i seneste regnskabsår tjente knap 13,5 mio. kr.

»Det har været en spændende rejse at være med til at stifte Dating.dk, men jeg er sikker på, at Dating.dk nu ender godt som 100 pct. Freeway-ejet,« siger Peter Sønderby Wagner til Børsen.

Peter Sønderby Wagner stiftede sammen med Morten Wagner i 1998 Dating.dk. Efter flere år med faldende indtjening formåede duoen i fjor at femdoble overskuddet. Samtidig hev de et tocifret millionbeløb ud af foretagendet.

Den nu tidligere Dating.dk-ejer Peter Sønderby Wagner var også tidligere medejer af Freeway-koncernen. Men i 2017 blev han købt ud af Morten Wagner og hans far Morten Wagner Senior.

Med salget af sin halvdel af Dating.dk vil Peter Sønderby-Wagner nu fokusere på sin online medlemsklub Luxplus, der også tjener millioner, skriver Børsen.

Artiklens emner
Dating.dk
Freeway