Erhverv
0

Tidligere Mærsk-chefer i opgør med fortiden: Hr. Møller holdt fast i magten for længe

Den nu afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller beholdt en for stor luns af magten i for lang tid i A.P. Møller-Mærsk, siger en række tidligere chefer i en ny portrætbog.

Det afdøde erhvervsikon Mærsk Mc-Kinney Møller skabte inden sin død gnidninger i de øverste ledelseslag ved at blande sig i vigtige beslutninger, selvom han havde forladt A.P. Møller-Mærsk. Foto: Carsten Andreasen

Mærsk Mc-Kinney Møller havde svært ved at give slip på magten i A.P. Møller-Mærsk, og det antændte en stribe konflikter i topledelsen i de sidste år af hans liv.

I en ny portrætbog beskriver en række tidligere Mærsk-chefer, hvordan de var frustrerede over den stærke majoritetsejers indblanden i ledelsens og bestyrelsens beslutninger.

»Han var en formand, som blandede sig meget,« siger tidligere topchef Jess Søderberg i bogen Husk Altid Ledestjernen – Arven efter hr. Møller af Kirsten Jacobsen.

[...] Transitionen med at overlade det daglige ansvar først til mig som CEO – og 10 år senere til Michael Pram Rasmussen som formand – blev svær for ham.

Jess Søderberg, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk 1993-2007

Mærsk Mc-Kinney Møller havde i 28 år siddet som både adm. direktør, formand og majoritetsejer i organisationen.

»Så er man faktisk enevældig, og det dur ikke. Det var hr. Møller ikke desto mindre vant til, så transitionen med at overlade det daglige ansvar først til mig som CEO – og 10 år senere til Michael Pram Rasmussen som formand – blev svær for ham,« siger Jess Søderberg i bogen.

Også Tommy Thomsen, der indtil 2007 holdt ledende stillinger i Mærsk-koncernen, mærkede, hvordan den ikoniske ejer havde indflydelse på beslutningerne.

Mærsk Mc-Kinney Møller
  • Født 13. juli 1913 i København som søn af skibsreder A.P. Møller og Chastine Estelle McKinney.
  • 1940: Bliver medindehaver af skibsrederfirmaet A.P. Møller.
  • 1965: Faren Arnold Peter Møller dør og Mærsk Mc-Kinney Møller overtager ledelsen af rederiet, der omfatter 88 skibe.
  • 1993: Jess Søderberg overtager den daglige ledelse af A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller fortsætter som bestyrelsesformand.
  • 2003: Mærsk Mc-Kinney Møller fratræder som formand for bestyrelsen og overlader posten til Michael Pram Rasmussen.
  • 2007: Jess Søderberg bliver afskediget som koncernchef, og han afløses af Carlsberg-direktør Nils Smedegaard Andersen.
  • 2012: Mærsk Mc-Kinney Møller dør på Rigshospitalet i København.

»I og med at hovedaktionæren i egen person ofte var tilstede og derfor også ofte i direkte dialog med ledelsen og repræsentanter for ledelsen, så tror jeg godt, man kan sige, at der ofte opstod gråzonesituationer, som ikke gjorde det nemmere for ledelsen at udføre vores gerning,« siger han til Finans.

Jess Søderberg nævner lukningen af Lindø-værftet som en af de beslutninger, Mærsk Mc-Kinney Møller i lang tid blokerede, selvom foretagendet gav dundrende underskud. I andre tilfælde ændrede Mærsk Mc-Kinney Møller uden videre sine beslutninger, hvilket satte Jess Søderberg i nogle penible situationer i hans topchefæra fra 1993-2007.

»I min bog skyldes det, at han var blevet for gammel – hukommelsen svigtede!« siger Jess Søderberg i bogen og markerer, at erhvervskoryfæet burde have ladet sig pensionere som 90-årig.

Portrætbog: Husk Altid Ledestjernen – Arven efter hr. Møller
  • Forfattet af Kirsten Jacobsen
  • Udkommer 3. maj 2018
  • Indeholder interviews med Mærsk Mc-Kinney Møller, Tommy Thomsen, Flemming Ipsen, Per Jørgensen, Claus Jensen, Poul Johan og Lise Svanholm, Lars-Erik Brenøe, Jess og Helle Søderberg, Jesper T. Lok, Olafur Eliasson, Michael Pram Rasmussen, Anne Pram Kjølbye og Jim Hagemann Snabe.
  • Forfatteren begrunder fraværet af interviews med den tidligere og nuværende topchef Nils Smedegaard Andersen og Søren Skou med, at de ikke nåede at blive en del af Mærsk Mc-Kinney Møllers indercirkel.

Magtspændingerne og de dertil hørende opgør førte til, at de to skiltes uden hjertevarme, da Jess Søderberg blev fyret.

Selvom han satte Michael Pram Rasmussen ind som bestyrelsesformand i 2003, forsøgte Mærsk Mc-Kinney Møller at fastholde sit greb om magten i virksomheden.

»Formanden for en børsnoteret virksomhed er formand for alle aktionærer, men Mærsk mente, at han stadig skulle bestemme, da han repræsenterede et majoritetsejerskab,« siger Michael Pram Rasmussen i bogen.

Til trods for kritikken hylder cheferne og samarbejdspartnerne i bogen den gamle leder som en inspirerende og knivskarp ener, der samlede koncernen rundt om sin stærke personlighed. Men både Michael Pram Rasmussen og tidligere næstformand i A.P. Møller-Mærsk Poul Johan Svanholm hæfter sig ved den nulfejlskultur, som Mærsk Mc-Kinney Møller også fostrede i koncernen.  

Hverken Michael Pram Rasmussen eller Poul Johan Svanholm har ønsket at kommentere bogen yderligere over for Finans, men i en e-mail afviser Michael Pram Rasmussen, at udtalelserne er en kritik.

»Jeg ser det mere som en beskrivelse ..... med mine briller. Og så absolut intet, der bør overskygge alle de fantastiske ting, der er og var,« lyder det.

Mærsk-familien har ikke haft mulighed for at læse bogen, der endnu ikke er udgivet, i sin helhed og har derfor ikke ønsket at kommentere det. Jess Søderberg er ikke vendt tilbage på Finans' henvendelser.

BRANCHENYT
Læs også