Fortsæt til indhold

Vindmøllefirma begæret konkurs - har over 300 ansatte

Total Wind Group, der i 2016 blev ramt af det største tab i selskabets historie, er blevet taget under konkursbehandling.

Erhverv

Det tabsramte danske vindfirma Total Wind Group, der beskæftiger over 300 ansatte, er på vej mod konkurs.

Efter et rekordtab på næsten 60 mio. kr. og en omfattende turnaround, der ser ud til at være slået fejl, har Skifteretten i Herning nu taget vindfirmaet under konkursbehandling.

»Baggrunden er helt kort, at selskabet ikke kunne honorere sine forpligtelser inden for de likviditetsrammer, som der var til rådighed. Derfor traf ledelsen beslutning om at begære de danske selskaber konkurs,« skriver kurator, advokat Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert, i en mail til Finans.

Ifølge kurator er det lykkedes at sælge cirka halvdelen af virksomheden til en unavngiven international køber. Der er tale om offshore-delen i Total Wind Group.

»Nu forsøger vi at sælge service-delen,« siger Christian Jul Madsen til Energiwatch.

Dermed er 85 medarbejderes job reddet. Fremtiden for de resterende 220 ansatte er fortsat uvis.

Total Wind Group leverer service til vindmølleindustrien og holder til i midtjyske Brande. Selskabet er ejet af direktør Poul Erik Schou-Pedersen, tidligere formand Kurt Bering Sørensen, kapitalfonden Industri Udvikling og Schou-fondet.

Gennem årene har underskud været sjældne for vindfirmaet, hvis kunder tæller de største vindmølleproducenter i verden og flere store energiselskaber. Men 2016 blev et katastrofalt år for Brande-virksomheden.

Omsætningen faldt med en fjerdedel til 358 mio. kr. Et overskud på 5,4 mio. kr. blev forvandlet til et minus på 58,3 mio. kr. Ejerkredsen måtte skyde 27 mio. kr. i firmaet og satte samtidig gang i en stor turnaround.

Den nye topchef, Poul Erik Schou-Pedersen, sagde for knap et år siden til Energiwatch, at resultatet for 2017 også ville blive »utilfredsstillende.« Nu er selskabet så begæret konkurs.

Total Wind blev grundlagt i 2003 af Jens Nygaard og partneren Christian Drechsler Christensen. Ingen af dem er længere en del af virksomheden.

Total Wind har datterselskaber i ni lande på tre kontinenter.

Det er både Total Wind Group og dets to datterselskaber Total Wind A/S og Total Wind Service A/S, som er begæret konkurs.

Artiklens emner
Total Wind Group