Fortsæt til indhold

Robotvirksomhed er tilbage på sporet med millionoverskud

PanPac Engineering, der sælger automatiseringsløsninger til fyldning af sække og paller, har haft fremgang i 2017 med mest salg til mejeribranchen.

Erhverv
Aske Muff

Efter et mindre godt 2016 kom PanPac Engineering tilbage på sporet i 2017, hvor virksomheden med speciale i robotpalletering af sække fik et driftsoverskud på 5,6 mio. kr.

Det er en væsentlig fremgang fra 1,4 mio. kr. året før, hvor Pandrup-virksomheden måtte bruge ekstra mange timer på tre projekter, hvilket pressede indtjeningen.

BigBag-linie er et af de tre ben i virksomhedens strategiplan. Foto: PanPac Engineering

»Det har været et fint år, hvor vi har haft jævn beskæftigelse hen over året, så der har ikke været meget travle perioder, hvor vi har skullet arbejde meget over for at nå vores mål. Samtidig har vi haft en god variation i vores projekter i 2017 fordelt på forskellige brancher,« siger adm. direktør og medejer Morten Nysted.

PanPac nåede sidste år en omsætning på omkring 55 mio. kr., hvilket er en stigning fra 42 mio. kr. i 2016.

Virksomheden henter omkring 50 pct. af sin omsætning fra mejeriindustrien, hvor selskabets løsninger bliver brugt til fyldning af sække med mælkepulver.

Derudover tæller kundegruppen blandt andet virksomheder, som leverer stivelser, kemikalier, dyrefoder, mineraler, sand eller tørmørtel.

Omkring 60 pct. af salget er på eksportmarkeder, og det seneste år har der været solgt primært til Polen, Sverige og Norge.

»Vi har især solgt rigtig meget til Polen i 2017. Historisk har vi haft en del salg til danske virksomheders selskaber i udlandet, men sidste år var det kun direkte salg til udenlandske kunder,« siger Morten Nysted.

Ud over salg af de enkelt anlæg har PanPac også en stigende serviceforretning, der sidste år stod for omkring 20 pct. af den samlede omsætning.

»De seneste år - særligt inden for mejeri - er der kommet større fokus på, hvor dyrt det er, når produktionen holder stille, så vi er vokset ganske meget på service. Anlæggene har typisk en levetid på 15-20 år, så der er ret mange års service,« siger Morten Nysted.

For 2018 venter han et resultat på niveau med sidste år - blandt andet som følge af investeringer i fremtiden.

»Vi har budgetteret med en omsætning og overskudsgrad i samme niveau som i 2017, fordi vi har gang i en del tiltag, der skal vokse forretningen, og derfor er der fokus på en del andre ting end lige driften,« siger Morten Nysted.

(Ritzau Finans) Robotvirksomhed stiftet i asken af konkurs