Skifteretten smækker kassen i for Harlang: Der er risiko for »utilbørlig råden« over familieformuen
Skifteretten har definitivt smækket familiekassen i for den kontroversielle advokat Christian Harlang og hans mor. De råder ikke længere over familieformuen, for der er risiko for, at de gør skade på formuen.
Den kontroversielle advokat Christian Harlang og hans mor skal ikke have lov at råde over familiens formue. Der er risiko for, at de skader boet, og at Christian Harlang ikke har evne og vilje til at betale sin gæld til familieformuen.
Så skærende klar er konklusionen i en ny afgørelse fra Skifteretten i Lyngby, der var blevet bedt om at vurdere, hvem der skal bestyre de harlangske millioner.
Dermed bekræfter Skifteretten en afgørelse, som den traf i oktober, men som Christian Harlang efterfølgende klagede over.
Det er et nederlag til Christian Harlang og hans mor i en fejde, der foregår mellem dem på den ene side og Christian Harlangs tre søskende, Christoffer, Clement og Christine Harlang, på den anden side.
I afgørelsen fra den 30. april skriver Skifteretten bl.a., at »der foreligger en nærliggende risiko for en utilbørlig råden fra Christian Harlangs side på vegne af Inge Merete Harlang til skade for boet,« skriver Skifteretten.
Den vurderer også, at afgørelsen er truffet, fordi »Christian Harlangs egentlige evne og vilje til at tilbagebetale sin gæld« ikke er godtgjort.
De tre søskende har igennem længere tid beskyldt Christian Harlang for reelt at råde over moderens og dermed familiens formue. Inge Merete Harlang er enke efter Bent Harlang, der var søn og arving efter Frantzt Harlang, som oprindeligt skabte familieformuen.
I sin afgørelse fra oktober slog Skifteretten fast, at der i de senere år bl.a. er optaget betydelige lån i Inge Harlangs ejendomme, at Christian Harlang har fuldmagt fra sin mor, og at pengene fra lånene »ikke er i behold«. Han har ifølge Skifteretten overført midler fra moren til sig selv.
Skifteretten vurderede, at boet har 2,43 mio. kr. til gode hos Christian Harlang plus cirka 1 mio. kr. i skyldige omkostninger.
De tre søskende er lettede over afgørelsen.
»Vores mor er 92 og sidder i uskiftet bo, og Christian har i de senere år disponeret over arven efter vores far på en sådan måde, at Skifteretten nu har låst formuen og forhindret flere udbetalinger fra familieformuen til ham selv, til hans firma og/eller til hans børn,« siger Christoffer Harlang til Finans.
Nu vil de tre søskende gøre, hvad de kan, for at få pengene hjem til boet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Harlang. Han har undervejs sat spørgsmålstegn ved opgørelsen af de penge, han skulle skylde boet, og han har bl.a. desuden anført, at han har en aftale om at betale en del af pengene tilbage.
Han kan kære afgørelsen til landsretten.