Fortsæt til indhold

Direktør for børsnoteret rigmandsselskab dømt for at have skummet millioner til sig selv

Tidligere direktør Peter Westphal fra Victoria Properties dømt for at have modtaget returkommission.

Peter Westhphal blev i eftersommeren 2012 bortvist efter en whistleblower havde oplyst, at direktøren skulle have modtaget returkommission fra et ganske lille tysk selskab, som han havde hyret til at stå for istandsættelsen af flere af Victoria Properties tyske ejendomm. (Foto: Kenneth Ploug)
Erhverv

Den bortviste direktør for Danmarks engang næststørste børsnoterede ejendomsselskab, Victoria Properties, er mandag dømt for at have modtaget 2,5 mio. kr. i returkommission under finanskrisen.

Pengene blev modtaget fra et ganske lille tysk selskab, som Peter Westphal havde hyret ind til at stå for renoveringen af nogle af selskabets tyske ejendomme.

Peter Westphal blev idømt fire måneders fængsel, der blev gjort betinget på grund af en fire år lang sagsbehandling i retssystemet og hans samarbejde med politiet. Samtidig får han konfiskeret 1,5 mio. kr. for den ulovligt modtagne returkommision. At beløbet ikke blev større hang sammen med, at Peter Westphal tidligere i forbindelse med en civil voldgiftssag havde tilbagebetalt 1 mio. kr. til sin arbejdsgiver. Derudover skal han betale sagens omkostninger.

Efter en kort konsultation med sin forsvarer, Jakob Lund Paulsen, valgte Peter Westphal at anke dommen til landsretten. Peter Westphal havde ingen kommentarer til Finans omkring dommen.

Ifølge dommer Niels Juhl havde Københavns Byret ingen grund til at tro på Peter Westphals forklaring om, at han havde modtaget de 2,5 mio. kr. som betaling for at kautionere for det børsnoterede selskab, der blandt sine storaktionærer talte nogle af Danmarks rigeste mennesker.

Hele konstruktionen var ifølge Niels Juhls udlægning ikke i selskabets interesse og konstrueret for, at Peter Westphal kunne opnå en personlig berigelse. Og at den bortviste direktør forgæves havde forsøgt at skjule returkommisionen igennem betalinger under bordet, under hånden og igennem et selskab, som han kontrollerede sammen med sin hustru.

Artiklens emner