Erhverv

Efter streaming-dom i landsretten: Advokatfirma vil ikke sende flere piratbreve ud

Med ny landsretsafgørelse kan advokatfirmaer ikke længere sende omstridte breve ud til teleselskabers kunder mistænkt for brug af ulovlig filmstreaming. Et tilbageskridt i bekæmpelsen af stort samfundsproblem, lyder det fra advokatfirma.

Teleselskaberne er ikke forpligtede til at levere kundeoplysninger til advokatfirmaer i sager om ulovlig streaming. Arkivfoto: Ole Steen Foto: Ole Steen

Mandag led filmbranchen et opsigtsvækkende nederlag til teleselskaber i bestræbelserne på at stoppe ulovlig fildeling og streaming af film og serier på nettet.

Østre Landsret slog nemligt fast, at teleselskaber ikke er forpligtede til at udlevere oplysninger om deres kunder, hvilket forhindrer advokatfirmaer i - som hidtil - at sende breve ud med trusler om retssager og bøder til specifikke kunder mistænkt for ulovlig streaming og fildeling.

Hos Njord Law Firm, der hidtil har sendt breve ud på vegne af filmindustriens rettighedshavere, begræder man landsrettens afgørelse.

»Jeg synes, det er et trist signal, landsretten sender. Det er et tilbageskridt for filmbranchens muligheder for at gøre noget ved den ulovlige fildeling,« siger advokat Jeppe Brogaard Clausen fra Njord Law Firm.

Til grund for landrettens afgørelse var rationalet, at kundernes ret til at beskytte personlige oplysninger vejer tungere end film- og serieindustriens muligheder for at beskytte ophavsret.

I oktober 2017 var Retten på Frederiksbergs vægtning modsat i filmindustirens favør.

Med afgørelsen forsvinder datagrundlaget for de omstridte breve, som advokatfirmaerne Opus Law og Njord Law Firm på vegne af danske rettighedshavere i filmindustrien de seneste år har sendt ud til flere tusind danskere med trusler om retssager eller et forlig på 1500-2200 kr..

Breve, der ifølge Jeppe Brogaard Clausen, har hjulpet med at ændre grundholdning blandt danskerne til at bruge ulovlige platforme til film og serier på nettet.

»I en årrække har vi kunnet arbejde sammen om et samfundsproblem. Vi har oplevet rigtig god dialog med de personer, der har modtaget brevene. Uden den mulighed kan jeg godt være bekymret for den generelle adfærd, når det kommer til ulovlig streaming,« siger Jeppe Brogaard Clausen.

Njord Law Firm vil nu undersøge mulighederne for at anke til Højesteret, fortæller han.

»Når udfaldene har været til begge sider, kunne Højesteret måske se mening i at afprøve afgørelsen,« siger han.

Indtil da er opklaringen i hænderne på politiet, der i advokatfirmaets øjne ikke er tilstrækkelig klædt på til opgaven.

»Det er et meget, meget stort problem, vi står overfor. Data er nøglen til at foretage undersøgelserne og til at kunne sende brevene ud. Det er nu skubbet over til politiet, der må koncentrere sig om de mest alvorlige sager. Her kan jeg have min tvivl omkring, hvorvidt politiet er i stand til at klare det alene,« konstaterer Jeppe Brogaard Clausen.

Til Finans oplyser Opus Law, at man ikke ønsker at kommentere landsrettens afgørelse.

BRANCHENYT
Læs også