Erhverv

Dansk milliardær sagsøgt af sit gamle firma

Husmilliardæren Michael Mortensen blev for år tilbage købt ud af Huscompagniet. Siden stiftede han typehusfirmaet Hybel, der nu er i et millionslagsmål mod netop Huscompagniet.

Michael Mortensen har tidligere været storaktionær i det, der i dag er kendt som Huscompagniet. I 2011 forlod han typehusfirmaet, og fem år senere stiftede han typehusfirmaet Hybel, der nu har en række tidligere Huscompagniet-medarbejdere ansat. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Den danske husmilliardær Michael Mortensens nuværende og tidligere typehusfirma er lige nu i en bitter slåskamp.

Landets største typehusfirma Huscompagniet, som Michael Mortensen forlod i 2011, har således sagsøgt hans fremadstormende og relativt nystartede firma Hybel for et millionbeløb.

Michael Mortensen
  • Bestyrelsesformand og hovedaktionær i ejendomsudviklings- og entreprenørkoncernen Casa
  • Startede i 2006 Casa sammen med Per Christian Hansen og Peter Kjelgaard Rosengreen, som stadig i dag er en del af ejerkredsen og ledelsen af virksomheden
  • Fra 1995 var han hovedaktionær og direktør i FM-Søkjær, som i dag er kendt som Huscompagniet. Han solgte 75 pct. af aktierne til kapitalfonden Axcel i 2006, men forblev direktør frem til 2008. Fem år senere blev virksomheden solgt til FSN Capital, og i den forbindelse valgte han at sælge de resterende aktier i selskabet. Huscompagniet er netop blevet solgt til kapitalfonden EQT
  • Har siden 1985 haft sit eget selskab, som i dag hedder Ejendomsselskabet Casa
  • Stiftede i 2016 typehusfirmaet Hybel, som han nu ejer størstedelen af
  • Bestrider en række bestyrelsesposter og er medejer af en række virksomheder, heriblandt modetøjsvirksomheden Won Hundred og fodboldklubben AC Horsens, hvis stadion nu hedder Casa Arena Horsens
  • Privat gift og har to børn

Det fremgår af dokumenter fra den igangværende retssag i Sø- og Handelsretten. Dokumenter, som Finans har fået indsigt i.

Huscompagniet mener, at Hybel har kopieret beskyttet materiale fra et softwareprogram, der bruges til at skabe tegninger og tilbud i forbindelse med opførelse af huse.

Derfor har Hybel ifølge Huscompagniet vundet retten til at opføre huse på ulovlig vis.

»Brugen af Huscompagniets materiale har givet Hybel et uberettiget forspring i konkurrencen på i hvert fald to måneder, hvilket har medført et tab for Huscompagniet,« skriver Huscompagniets advokat, Kasper Frahm fra Plesner Advokatpartnerselskab, i sit processkrift.

Huscompagniet mener, at kopieringen fandt sted fra januar 2016 og et halvt år frem. I netop den periode blev Hybel stiftet af Michael Mortensen, der i perioden også ansatte en række medarbejdere, som kort forinden var stoppet hos Huscompagniet.

Blandt de tidligere Huscompagniet-medarbejdere, der blev ansat hos Hybel, var flere tegnere, som havde haft adgang til Huscompagniets påståede beskyttede materiale.

»Der er tale om en udnyttelse, som Huscompagniet aldrig ville give samtykke til, idet det ville give (og endte med at give) en konkurrent en betydelig fordel i sin opstart, hvilket i sagens natur ikke er i Huscompagniets interesse,« står der i Huscompagniets processkrift.

Da Huscompagniet blev bekendt med Hybels tegninger, gik Huscompagniet til fogedretten. Her blev det ifølge Huscompagniets processkrift sandsynliggjort, at Hybel havde krænket Huscompagniets rettigheder.

Efterfølgende indgik parterne i forligsforhandlinger, hvor man dog ikke opnåede enighed.

Derefter oplyste Hybels advokat, at firmaet var stoppet med at bruge softwareprogrammet, dog uden at anerkende Huscompagniets rettigheder til de omtvistede tegninger.

Hybel kræver frifindelse i retssagen og vil desuden have Huscompagniet til at betale sagsomkostninger for mindst 100.000 kr.

Hybels advokat i sagen, Dan Bjerg Geary fra Bech-Bruun, forklarer i sit processkrift, at Huscompagniet ikke har løftet bevisbyrden for at have lidt et tab som følge af en eventuel krænkelse af firmaets tegningsrettigheder.

»En del af det materiale, som Huscompagniet hævder at have rettigheder til, er slet ikke lavet af Huscompagniet. Det må således enten være tredjemands ret eller materiale, hvortil der ikke er rettigheder,« skriver Hybels advokat i processkriftet.

Dan Bjerg Geary nævner, at hvis Sø- og Handelsretten kommer frem til, at Huscompagniet er blevet krænket, så er det sket »i et ganske begrænset omfang«.

Derfor mener Hybels advokat, at en eventuel erstatning højest skal være på 50.000 kr.

Læs også
Top job