Helly Hansen solgt for milliardbeløb
Det kendte friluftsmærke er blevet opkøbt af varehuskæden Canadian Tire.
Mærket bag de ikoniske HH-gummistøvler skifter ejer.
Det tidligere norskejede tøjfirma Helly Hansen, der er kendt for at lave frilufts- og arbejdstøj, er blevet solgt i en handel til en værdi af godt 4,8 mia. danske kroner, inklusiv gæld.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt nyhedsbureauet Reuters.
Køberen af det 140 år gamle tøjfirma er den canadiske varehuskæde Canadian Tire. Kæden sælger alt fra tøj til køkkenapperater i sine canadiske butikker.
»Med vores muligheder og Helly Hansens troværdige globale brand ser vi en stor mulighed for Canadian Tire og Helly Hansen. Både i Canada og internationalt,« siger Stephen Wetmore, der er adm. direktør i Canadian Tire, til Reuters.
Canadian Tire, der allerede sælger Helly Hansens kendte parka-jakker, vil nu sælge endnu mere Helly Hansen-sportstøj i sine butikker med det formål at gøre mærket mere tilgængeligt for den almene køber.
Ifølge Stephen Wetmore er det en del af planen om at sælge kædens egne mærker internationalt.
Opkøbet af Helly Hansen forventes at være gennemført i tredje kvartal i år.
Helly Hansen er et ikonisk mærke inden for frilufts- og arbejdstøj og blev grundlagt i 1877 af sømanden Helly Juell Hansen. Frem til 1970’erne var selskabet i Hansen-familiens eje og har siden haft forskellige ejere.
I 2012 brugte det canadiske selskab Ontario Pension Plan (OTTP), der er de canadiske læreres pensionkasse, godt to milliarder norske kroner på at blive majoritetsejer i Helly Hansen.
Nu har pensionskassen så solgt tøjfirmaet videre.
Helly Hansen har butikker i mere end 40 lande verden over - og har bl.a. USA, Storbritannien, Norge og Canada som sine kernemarkeder.


