Erhverv

Kendt musiktjeneste politianmeldt efter mistanke om fusk

Tidal, der er ejet af superstjernen Jay-Z, er blevet politianmeldt efter anklager om fusk med lyttertal.

I 2015 købte Jay-Z Tidal for 56 mio. dollars. 
Foto: AP/Matt Rourke

Den kendte norsk-baserede musiktjeneste Tidal er blevet politianmeldt af organisationen Tono, der i Norge forvalter rettigheder i musikverdenen.

Det erfarer det norske medie Dagens Næringsliv.

Anmeldelsen sker, efter at mediet i forrige uge kunne berette om, at Tidal angiveligt har fusket med lyttertallene. Det drejer sig bl.a. om de to medejere og musikalske superstjerner Kanye Wests og Beyonces´ musik. Ifølge Dagens Næringsliv er der blevet registreret mere end 320 mio. ekstra afspilninger på musiktjenesten, end hvad der i virkeligheden er blevet lyttet til på de to kunstneres seneste albums.

Sagen har fået nu fået Tono til at reagere.

»Vi skal beskytte rettighedshaverne, vi arbejder for, men vi mener, at en politianmeldelse også må være i Tidals interesse, som hævder, at dataene er blevet stjålet og misbrugt,« siger administrerende direktør Cato Strøm.

Når en sang spilles, sørger Tono for, at kunstneren og komponisten tjener penge på musikken.

Tidal har endnu ikke givet et officielt svar på anklagerne, siden sagen begyndte at rulle. 

»Vi har haft et lang og godt forhold til Tidal, og vi er overraskede over, at de ikke har benyttet sig af muligheden for at give os og offentligheden en forklaring på det, der er sket. Vi mener, at sagen er så alvorlig, at vi nu har valgt at indberette sagen til de norske myndigheder,« siger Cato Strøm.

Tidal benægter at have manipuleret med lyttertallene.

I 2015 købte Beyonces mand, Jay-Z, Tidal for 56 mio. dollars, svarende til 387 mio. kr. Siden har tjenesten forsøgt at promovere sig på at levere bedre lyd og et mere eksklusivt tilbud end konkurrenter som svenske Spotify.

Sidste år kom det frem, at streamingtjenesten stod til at skylde den norske stat 11 mio. kr. i skat.

BRANCHENYT
Læs også