Fortsæt til indhold

Pandora-nedtur kostede aktionærerne 11 mia.

Grim dag på fondsbørsen for en af danske privataktionærers favoritaktier efter regnskab medførte et papirtab på over 11 mia. kr.

Fra generalforsamling i Pandora. Bestyrelsesformand Peder Tuborgh (tv) og adm. direktør Anders Colding-Friis (mf.). Foto: Gregers Tycho.
Erhverv

En nedtur på markederne i to af verdens tungeste økonomier for den danske smykkekoncern Pandora blev tirsdag i den grad også til en deroute for selskabets investorer.

Efter regnskabet for de første tre måneder af 2018 viste skuffelser på både det amerikanske marked - gennem lang tid en af de store udfordringer for Pandora - og i Kina, faldt aktien gennem hele tirsdagen.

Det endte med en nedtur på 15,5 pct., svarende til et papirtab for aktionærerne på 11,35 mia. kr.

Aktien koster dermed samtidig igen markant mindre, end den gjorde for præcis tre år siden. I de mellemliggende år har kursen ellers være oppe over 1.000 kr. per aktie - men er nu igen nede under 600 kr. med en lukkekurs tirsdag på 561 kr.

De tre seneste år har samtidig budt på en markant stigende spekulation fra udenlandske hedgefonde imod Pandora-aktien.

Den seneste samlede opgørelse fra Finanstilsynet af de korte positioner over 0,2 pct. af Pandoras aktier - svarende til en satsning på over 150 mio. kr. hver især - viste at mere end 10 pct. af Pandoras aktier er udlånt til at shorte selskabet.

Opgørelsen, der er lidt mere end to uger gammel, viste samtidig at troen på et kursfald i smykkekoncernen har været klart tiltagende i den senere tid.

Og den aggressive trend mod en af de danske privatinvestorers favoritaktier er faktisk kun fortsat siden.

I hvert fald har samtlige fire af de selskaber, der senest har offentliggjort positioner over lovens oplysningsgrænse på 0,5 hævet deres satsning mod aktien.

Artiklens emner
Shortselling
Pandora