Erhverv

Entreprenørfirma går konkurs for anden gang på et år

70 ansatte mister deres arbejde, efter at anlægsentreprenøren 3K Plus er taget under konkursbehandling.

Foto: Casper Dalhoff

Anlægsentreprenøren 3K Plus A/S fra Odense, der sidste år blev stiftet på resterne af den konkursramte entreprenørvirksomhed Kamco A/S, må dreje nøglen om, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Ejerkredsen bekræfter over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at selskabet er under konkursbehandling.

– Det er dybt sørgeligt, at virksomheden går konkurs. Også fordi det nu er sket to gange inden for kort tid, siger medejer og adm. direktør Michael Mose Andersen til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Han er en del af en trio fra Kamco-tiden, der efter firmaets konkurs i sommer overtog fynske og sjællandske aktiviteter og 70 medarbejdere fra boet og videreførte dem i det nye selskab 3K Plus. Men nu lider 3K Plus altså samme skæbne som forgængeren.

Direktøren fortæller, at forretningen begyndte at køre af sporet før årsskiftet efter at være kommet godt fra start i det første halve år. Nedgangen kom pludseligt og i et omfang, som man havde svært ved at tro på.

Samtidig havde det betydning, at 3K Plus-ejerne fortsat havde den gamle konkurs hængende, hvor bankerne ønskede mere sikkerhed.

Endelig bliver tilbagegangen blandt andet forklaret med tabet af en stor kunde, en hård vinter og manglede indtjening på en række kabelsager.

Læs også
Top job