Erhverv
BREAKING
0

Ukendt rigmandsfamilie kører 112 mio. kr. hjem

Sammen med sin far og bror er Mads Frederiksen en del af en af landets mest velhavende familier.

HCS har en række forretningsområder, heriblandt international transport og logistik, kørsel med asfalt og grus, indsamling af affald og genbrug af pap og papir. Foto: Casper Dalhoff

Familien Frederiksen fra Glostrup har stor succes med den transportkoncern, der har gjort familien til en af landets rigeste.

Gennem flere år har familien tjent store summer på sit selskab HCS Transport & Spedition, der er kendt for sine karakteristiske røde lastbiler. Og 2017 blev ingen undtagelse. Det viser et netop offentliggjort regnskab.

HCS-koncernen omsatte for 1,6 mia. kr. og tjente 112 mio. kr. efter skat. Det er det bedste resultat for familiekoncernen i over et årti.

»Ledelsen havde forventet et uændret omsætningsniveau samt en lavere indtjening for 2017 sammenlignet med 2016. Ledelsen vurderer på baggrund heraf årets resultat som tilfredsstillende,« skriver direktør Mads Frederiksen i det nye regnskab.

Sammen med sin far, Hans Frederiksen, og bror, Jacob Frederiksen, ejer han hele selskabet. Familien har en anslået formue på cirka 4,4 mia. kr., ifølge den seneste opgørelse fra Berlingske Business.

Det var Hans Frederiksen, der i 1990 købte HCS. Sammen med sine sønner har han gjort transportkoncernen til en af landets største med over 400 ansatte.

HCS har en række forretningsområder, heriblandt international transport og logistik, kørsel med asfalt og grus, indsamling af affald og genbrug af pap og papir.

Hvordan indtjeningen fordeler sig mellem de enkelte forretningsområder vil familien ikke afsløre, da det kan »volde betydelig skade for virksomheden,« som ledelsen formulerer det i regnskabet.

Sikkert er det dog, at familien sidder på en gylden virksomhed, der i de seneste fem år har kunnet bogføre en samlet gevinst på over 500 mio. kr. Hvert år trækker Frederiksen-familien cirka hele overskuddet ud i udbytte.

Også en af anden af landets største transportkoncerner, Frode Laursen A/S, er ejet af en milliardærfamilie. Bag Frode Laursen-koncernen står familien Andersen anført af Thorkil Svendsen Andersen, der har en anslået formue på 3,3 mia. kr.

Frode Laursen A/S har endnu ikke aflagt regnskab for 2017.

BRANCHENYT
Læs også