Dansk varmebølge halverer prisen på charterrejser
Der er penge at spare, hvis man kan rejse sydpå, når solen står højt på himlen i Danmark. Det gode vejr påvirker dog ikke salget i højsæsonen, lyder det fra charterbranchen.
Når temperaturen går op i Danmark, går prisen ned på charterrejser.
Derfor er der også penge at spare for dem, der kan rejse på charter til f.eks. Kreta og Mallorca i disse dage.
Det skriver Standby.dk, der har forhørt sig hos to af Danmark største charterrejsebureauer, Spies og Bravo Tours.
»Der er mange billige rejser lige nu – rejser som vi har sværere ved at komme af med, og som vi derfor har sat prisen ned på. Kan man rejse nærmest her og nu, er der mange penge at spare,« siger adm. direktør i bravo Tours, Peder Hornshøj til Standby.dk
Samme melding kommer fra Spies, der for resten af maj og juni frem til starten af skolernes sommerferie har omkring et par tusinde pladser tilbage, hvoraf flere sælger til cirka halv pris som følge af lav efterspørgsel.
»Det er lidt besværligt at komme af med disse rejser, men sådan er det ofte på denne tid af året,« siger Jan Vendelbo, adm. direktør i Spies.
Et pristjek fra prissammenligningssiden Travelmarket.dk viser, at en uge med fly inkl. hotel til Grækenland kan fås for bare kr. 798, og rejser med 4-stjernede hoteller kan fås fra kr. 998.
Ifølge direktør i Travelmarket, Ole Stouby, er maj i forvejen en af de måneder, hvor charterarrangørerne har udsalg på rejserne, da udbuddet er stort og efterspørgslen knap så stor.
»Så når vejret i Danmark viser 25 grader, så er der endnu færre, der vil rejse. Rejseselskaberne må i denne situation sænke priserne på afbudsrejser til de utroligt lave priser, vi ser i disse dage,« siger Ole Stouby.
Selv om vejret er godt lige nu, husker de fleste danskere sidste års dårlige sommervejr.
Derfor skal man heller ikke stikke næsen op efter rabat på charterrejser i sommerferien.
Priskrigen mellem charterrejsebureauerne, handler kun om de rejser, hvor afgangene er i disse dage, konstaterer Peder Hornshøj.