Fortsæt til indhold

Aktionærer pressede Mærsk til at sælge olien: Nu mærker de konsekvensen

Konkurrenterne har overhalet Mærsk, der nu for første gang rammes af, at koncernens forretning er blevet mere risikabel.

Erhverv

Investorer med ATP i spidsen har i årevis presset på for at gøre op med A.P. Møller-Mærsk som et vidtforgrenet konglomerat.

Nu er store dele af olieaktiviteterne solgt fra, og det mærker aktionærerne konsekvensen af på den hårde måde, hvor stigende brændstofpriser blotlægger, at Mærsk er blevet en mere risikabel forretning.

En sviende nedtur på aktiemarkedet kostede 17,6 mia. kr. i børsværdi torsdag, hvor højere omkostninger ramte selskabets indtjening som en hammer midt i en historisk – og særdeles vanskelig – forvandling af virksomheden.

Samtidig står Mærsk uvant med en ringere lønsomhed end mange konkurrenter.

»Det er lige præcis nu, hvor de har solgt olien, at prisen kører op, og de mærker konsekvensen i shippingforretningen,« siger Nina Movin, adm. direktør for investeringsselskabet Otto Mønsted.

Hun frygter, at problemerne kan vanskeligøre forvandlingen af Mærsk fra et konglomerat til et integreret transport- og logistikselskab.

»Man står midt i en transformation, der kommer til at være dyr og tage rigtig lang tid,« siger Movin.

Mærsk solgte i 1. kvartal sin olieforretning til franske Total SA, som man nu ejer 4 pct. af.

Derudover regner topchef Søren Skou med at have fundet en køber til boreselskabet Mærsk Drilling inden udgangen af året.

Det vil markere et endeligt farvel til energibranchen og øge afhængigheden af fragtrater, brændstofpriser og det globale handelsklima.

Men også af at Mærsk bliver mere effektiv end konkurrenterne, og det er selskabet ikke i dag.

»Det er blevet en mere risikabel forretning,« siger Ricky Steen Rasmussen, chefanalytiker hos Nykredit.

Vores mål er ikke at være gennemsnitlig i vores industri.
Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk

Søren Skou luner sig ved aktieposten i Total. Det afbøder de stigende oliepriser.

»Så jeg har ikke problemet lige på den korte bane. Men det er da klart, at vi på den lange bane vil være mere eksponerede til olieprisen,« siger Mærsks CEO.

Selskabet har nemlig lovet aktionærerne, at de kan se frem til at modtage en »betydelig« del af provenuet fra salget til Total.

Derfor skal Søren Skou håndtere en delikat balancegang midt i skuffende resultater og en historisk transformation.

For mens aktionærerne skriger på at få del i formuen, truer kreditratingfirmaet Moodys med at nedgradere Mærsk, så renteomkostningerne stiger.

»Jeg er ikke i tvivl om, at ratingbureauerne bedre kunne lide den gamle model end den nye og mere volatile forretning,« siger Ricky Steen Rasmussen, chefanalytiker hos Nykredit.

Netop derfor er det tvingende nødvendigt, at Mærsk får styr på sin kerneforretning, hvor man i dag har mistet førerskabet.

»Den væsentligste årsag til det dårlige underliggende resultat i kvartalet er omkostningerne. Det er vi nødt til at gøre noget ved,« siger Søren Skou, der bl.a. vil sænke omkostningerne ved at tage skibe ud af drift:

»Vores mål er ikke at være gennemsnitlig i vores industri.«

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Søren Skou