Fortsæt til indhold

Rejseselskab taber navnekrig mod Nordea-kunder

Navnekrigen mellem Nordeas pensionskunder og rejseselskabet Norliv er slut. Sidstnævnte, der primært sælger friluftsrejser, skal betale for gildet.

Erhverv

330.000 pensionskunder i Nordea slipper for at skulle give deres forening et nyt navn.

For nyligt blev foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension, der går under navnet Norliv, sagsøgt af rejseselskabet Norliv ApS. Rejseselskabet krævede, at Nordea-foreningen ændrer sit navn og hjemmeside og betaler en erstatning på 300.000 kr.

Sådan gik det imidlertid ikke. Sø- og Handelsretten har afgjort, at Nordea-foreningen må beholde sit navn. Og da foreningen ifølge domsafsigelsen anses som den vindende part i sagen, skal rejseselskabet Norliv ApS betale en del af sagens omkostninger. Det drejer sig om et samlet beløb på 60.000 kr.

Rejseselskabet Norliv ApS afviste før retssagen et tilbud om et forlig på 200.000 kr. til gengæld for, at kundeforeningen kunne benytte domænenavnet Norliv.dk.

Her afviste rejseselskabet forliget, da det mente, at kundeforeningen handlede i ond tro i forbindelse med valg af navn.

Denne påstand afvises i retten.

»Retten finder ved en sammenligning af selskabets og foreningens registrerede mål, branchekoderegistrering, virksomhed og aktivitet i øvrigt, at disse er så forskellige, at der ikke er risiko for forveksling,« står der i domafsigelsen fra Sø- og Handelsretten.

Spørgsmålet om domænenavnet faldt dog til rejseselskabets fordel. Retten mener ikke, at Norliv ApS har været i strid med domænelovens paragraf om god domæneskik, og frifindes derfor i spørgsmålet om overdragelse af domænenavnet Norliv.dk.

I december meldte foreningen Norliv ud, at den havde købt retten til magten i Nordea Liv & Pension. Prisen for opkøbet var omkring 3,5 mia. kr.

Med tiden er det planen, at Nordea Liv & Pension skal være 100 pct. kundeejet.

Artiklens emner
Norliv
Sø- og Handelsretten