0

Efter store huller i pengekassen: Nu begynder elselskaberne at tjene på fibernettet

Elselskabernes blodrøde tal på fibernettet begynder at vende til små plusser efter stor kundevækst i 2017. Elselskaberne håber, at en åbning af fibernettet vil puste endnu mere til væksten.

SE har gravet fibernet i jorden for mellem 6 og 7 mia. kr. Men investeringslysten fortsætter de kommende år, hvor elselskabet vil grave ud til 99 pct. af borgerne i Sydjylland. Foto: SE

Mens elselskabernes fibernet har sendt lynhurtigt bredbånd ud til hundredtusindvis af danskere, har det sendt store millionunderskud og nedskrivninger ned i elselskabernes pengepasser. Men nu kan flere elselskaber se lyset for enden af fiberkablerne.

Resultaterne fra 2017 viser, at det lysner for flere fiberforretninger, og forventningerne til 2018 og 2019 er endnu bedre.

Sidste år lavede Danmarks tredjestørste elselskab, Eniig, endda sorte tal på fibernettet for første gang med et beskedent overskud på 3,7 mio. kr., viser det netop offentliggjorte regnskab. Også landets største ejer af fibernet, det sydjyske elselskab SE, vendte underskud til overskud for første gang.

Tiden, hvor fibernettet giver et rungende underskud, er forbi, proklamerer Eniigs adm. direktør, Martin Romvig.

»Nu ser vi, at fibernettet ikke er ren filantropi, men en forretning med stort potentiale. Det har hele tiden været planen at lave det første overskud i 2017-2018, og de kommende år bliver resultaterne endnu bedre. Men det vil selvfølgelig tage mange år, før vi har tjent investeringen hjem,« siger han.

Tidligere års kæmpe underskud skyldes bl.a., at elselskaberne har investeret massivt i udrulningen, mens kunderne ikke har fulgt med i samme tempo. Samlet set har elselskaberne skudt tæt på 17 mia. kr. i fibernet.

»Vores strategi er at fortsætte investeringerne i et uformindset tempo, da vi nu for alvor mærker stor efterspørgsel. Af den grund vokser afskrivningerne, og derfor vil resultatet ikke skyde i vejret, men vokse stabilt,« siger Martin Romvig.

På Sjælland er der også fremgang hos Fibia, men fiberselskabet døjer stadig med et stort underskud på næsten 100 mio. kr. i 2017. Fibia, der er ejet af Nrgi og Seas Nve, forventer dog at hakke en stor del af underskuddet de næste to år.

»2019 bliver markant bedre end vores netop aflagte regnskab. Resultatet vil dog afhænge af niveauet for vores investeringer i at tilbyde folk fibernet. Vi åbner vores net for andre indholdsleverandører i løbet af et par år, så vi kan profitere endnu mere på nettet. Og generelt er vi gearet til stor vækst,« siger Fibias adm. direktør, Casper Holst-Christensen.

Vi skal nok se over 10 år ud i fremtiden, før fiberinvesteringerne er tjent hjem.

Torben Rune, teleekspert og stifter af konsulenthuset Netplan

Elselskaberne har annonceret, at de vil åbne deres fibernet for andre internetudbydere i 2018 og 2019. Hos Eniig og SE er man allerede i fuld gang i håbet om at få flere kunder på fiberkablerne. Vejen til overskud er nemlig skala.

Teleekspert fra konsulenthuset Netplan, Torben Rune, peger på, at danskerne slog hul på fiberboblen i 2017.

»Streaming-tv og nye tjenester fra Google og Microsoft med høje hastighedskrav betyder, at danskerne strømmede til fibernettet i 2017. Det giver udslag i elselskabernes regnskab, men vi skal nok se over 10 år ud i fremtiden, før fiberinvesteringerne er tjent hjem,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også