Apple fører stort globalt - men Lego byder sig også til
For ottende år i træk er Apple i front på en liste, hvor værdien af varemærket vurderes blandt de 100 førende selskaber globalt.
Verdens mest værdifulde varemærke ejes fortsat af den amerikanske techgigant Apple. I hvert fald ifølge en liste som Forbes netop har udgivet for 2018 over de 100 mest værdifulde brands globalt. Her ligger den danske legetøjskoncern Lego nummer 91.
Apples førerposition på listen er langt fra ny. Faktisk er det ottende år i træk, at Apple ligger nummer et på den liste. Denne gang vurderes værdien af varemærket til at udgøre 183 mia. dollars – 8 pct. mere end året før.
I top hos Forbes ligger lige efter Apple storkoncerner som Google, Microsoft, Facebook og Amazon. Sammenlagt har de fem selskaber aktuelt en brandværdi på 586 mia. dollars – 20 pct. højere end i fjor.
For Microsoft vurderer Forbes, at værdien er steget 21 pct. det seneste år, mens Facebooks vækst er på 29 pct. Amazons varemærke er øget med 31 pct. i værdi det seneste år.
Forbes har gennemgået 200 globale mærkevarer for at lave listen over de 100 førende. Fra de skandinaviske lande kommer Ikea ind som nummer 40, mens den svenske tøjkoncern H&M ligger med en plads som nummer 47.
Eneste danske koncern på listen er Lego, der indtager placeringen som nummer 91 med en værdi af varemærket på 8,6 mia. dollars – ca. 53 mia. kr.



