Erhverv

Starbucks sender 175.000 medarbejdere på tolerance-kurser

8.000 amerikanske Starbucks-caféer lukkede allerede klokken 14 i dag, så medarbejderne kunne komme til tolerance-træning og lære at bekæmpe fordomme.

Starbucks bestyrelsesformand Howard Schultz skammer sig over, at to sorte mænd blev lagt i håndjern, da de opholdt sig i en af kædens caféer uden at købe noget.
I dag er 175.000 Starbucks-medarbejdere sendt på tolerance-trænings-kurser.

Foto: AP Photo/Ted S. Warren

Starbucks ledelse bukker og skraber og undskylder efter en episode i april på en af kædens caféer i USA.

I dag har kæden tilmed lukket 8.000 butikker i USA allerede klokken 14 for at kunne sende medarbejderne på tolerance-kurser, som skal modvirke fordomme og diskrimination.

Historien begyndte 12. april, da to sorte mænd gik ind ad døren til en Starbucks-café i Philadelphia. De to skulle møde en ven, som endnu ikke var dukket op. Derfor ventede de i caféen, og de gjorde det vel at mærke uden at købe noget. Det skulle vise sig at få konsekvenser, da butiksbestyreren valgte at tilkalde politiet, som arresterede de to mænd, der blev anklaget for "trespassing" - ulovlig indtrængen / ejendomskrænkelse.

De to blev lagt i håndjern og ført bort, netop som deres ven ankom. Seancen blev filmet af en anden kunde, og videoen blev lagt på sociale medier, som lynhurtigt eksploderede i en strøm af anklager om racisme og diskrimination.

Ifølge Huffington Post reagerede Starbucks hurtigt og selskabets adm. direktør fløj til Philadelpia for at mødes med de to mænd, som accepterede et forlig.

Det fik imidlertid ikke stormen til at lægge sig, og forleden gjorde Starbucks ledelse et nyt forsøg på at lukke sagen ved at tillade, at alle kan opholde sig i kædens caféer og benytte deres toiletter - også uden at købe noget.

For at forebygge gentagelser af miseren i Philadelphia har Starbucks ledelse i dag sendt 175.000 medarbejdere fra 8.000 butikker på tolerance-kurser.

Starbucks bestyrelsesformand Howard Schultz betegner ifølge Reuters hændelsen i Philadelpia som »forkastelig«.

Han vurderer, at beslutningen om at ringe efter politiet blev udløst af fordomme samt utilstrækkelig træning og en firmapolitik, der har defineret kunder, som de der betaler - i modsætning til alle mulige andre, der kommer ind i butikkerne.

Howard Schultz har benyttet sagen, som anledning til at proklamere, at han vil være så engageret, som han overhovedet kan som borger »for at hjælpe landet. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde i fremtiden.«

Det har ifølge Reuters næret spekulationerne om, at Schultz overvejer at stille op til det næste præsidentvalg.

Læs også
Top job