Retssag sender Hotel d'Angleterre i dørken: Taber næsten 100 mio. kr.
En tabt voldgiftssag blev dyr for luksushotellet d'Angleterre, der må indkassere et stort millionunderskud.
Det københavnske luksushotel d'Angleterre er blevet ramt af et stort millionunderskud efter at have tabt en retssag mod den krakkede entreprenørgigant Pihl & Søn.
Et nyt regnskab fra Hotel d'Angleterre viser, at luksushotellet på Kongens Nytorv i 2017 fik et underskud på næsten 100 mio. kr. Året forinden tjente hotellet over en kvart mia. kr.
Den økonomiske nedtur skyldes en tabt voldgiftssag til Pihl & Søn. Her blev Hotel d'Angleterre pålagt at betale 161 mio. kr. samt procesrenter og sagsomkostninger. I alt løb regningen op i cirka 225 mio. kr., ifølge Finans' oplysninger.
Retssagen mod Pihl & Søn udsprang af den omfattende ombygning af Hotel d'Angleterre, der blev påbegyndt i 2011, og som kostede ejerne næsten en halv mia. kr.
Pihl & Søn stod for renoveringen, som endte med at blive langt dyrere end ventet. Derfor sendte byggekoncernen en ekstraregning på cirka 198 mio. kr. til Hotel d'Angleterre, der imidlertid nægtede at betale.
Sagen endte i voldgiftsretten, der altså tildelte hotellet et millionsmæk. Hotel d'Angleterre havde ellers forventet at vinde retssagen.
Ser man bort fra den tabte retssag, går det imidlertid godt med selve hoteldriften. Det skriver ledelsen i det nye regnskab. Både omsætningen og kundetilfredsheden var i 2017 på sit højeste nogensinde.
»Ledelsen er tilfreds med, at voldgiftssagen mod Pihl er afsluttet. Ledelsen er også tilfreds med, at afslutningen af retssagen er gennemført uden økonomisk bistand fra modervirksomheden Remmen Foundation,« skriver ledelsen.
Hotel d'Angleterre er ejet af Remmen Fonden (Remmen's Stiftung von 1986), der i 2007 solgte hotellet, men fire år senere købte det tilbage. Else Marie Remmen, enke efter Henning Remmen, er formand for fonden.
Det store underskud i 2017 betyder, at egenkapitalen i Hotel d'Angleterre er faldet fra 620 mio. kr. til 525 mio. kr.


