Erhverv
0

Måtte have hjælp af banken: Stor dansk tøjkæde bløder

Den danske tøjkæde Noa Noa fortsætter med at lukke butikker. Milliontabet i tøjkæden vokser.

Noa Noa har cirka 60 butikker, hvoraf knap halvdelen er egne butikker og resten franchisebutikker.

Tabet vokser i den kriseramte danske tøjkæde Noa Noa, der for nyligt fik ny ejer. Et nyt regnskab afslører, at selskabet i 2017 tabte næsten 50 mio. kr. og efterfølgende har fået hjælp af sin bank.

Noa Noa har af banken fået eftergivet gæld for i alt 66 mio. kr. Samtidig har de nye ejere tilført 18 mio. kr.

Den tabsramte tøjkæde var indtil for en måned siden ejet af Christian Riisberg og Gustaf Öhrn. Men efter flere år med store milliontab valgte duoen i maj at sælge kæden til folkene bag kapitalfonden Greystone Capital Partners.

De skal nu forsøge at vende udviklingen i en tøjkæde, der kæmper med faldende omsætning, og som på fem år har tabt over 200 mio. kr.

Problemerne betyder bl.a., at Noa Noa er i gang med at lukke en lang række butikker. I 2017 skar man 22 butikker bort, og i år skal der også lukkes butikker, skriver ledelsen i regnskabet.

»Overordnet set forventer ledelsen, at 2018 bliver endnu et konsolideringsår med et mindre fald i omsætningen. Indtjeningen derimod forventes at blive forbedret,« lyder det.

I 2017 omsatte Noa Noa for 200 mio. kr. Dermed er omsætningen på tre år mere end halveret. Det skyldes bl.a. de mange lukkede butikker, samt at Noa Noa har solgt sin detailforretning i Norge.

Det store millionunderskud betyder, at egenkapitalen i Noa Noa nu er negativ med over 50 mio. kr. Ledelsen mener imidlertid, at tøjkæden har tilstrækkelig med kapital til at fortsætte driften i henhold til sine budgetter.

Noa Noa blev i sin tid stiftet af brødrene Lars og Harald Holstein-Holsteinborg, der i 2007 solgte tøjkæden - og blev milliardærer på det. Dengang havde Noa Noa store overskud, men så ramte finanskrisen.

Med et stort tab måtte Axcel ved udgangen af 2014 afhænde Noa Noa til Christian Riisberg og Gustaf Öhrn. Og nu er tøjkæden så kommet i hænderne på Greystone Capital Partners, der har som formål at købe kriseramte virksomheder.

Derudover består den nye ejerkreds i Noa Noa af Kraks Fond og selskabet bag Velux-koncernen, VKR Holding.

Noa Noa har cirka 60 butikker, hvoraf knap halvdelen er egne butikker og resten franchisebutikker. Selskabet beskæftiger over 100 medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også