Erhverv

Dansk rigmand tabte 1 mia. kr. på to år - nu tjener han igen penge

Den danske milliardær Ib Nymark Hegelund, der bor i Schweiz, tjener igen hundredvis af millioner. Han har for nyligt solgt ejendomme i Aarhus.

Luganosøen, som Ib Nymark Hegelund bor i nærheden af, ligger i det sydøstlige Schweiz, hvor befolkningen taler italiensk. Foto: AP/Francesca Agosta

At der er risiko forbundet med at investere, er milliardæren Ib Nymark Hegelund et godt eksempel på. Efter at have skovlet penge ind det ene år efter det andet, tabte den aarhusianske forretningsmand på to år godt 1 mia. kr. før skat.

Et nyt regnskab viser imidlertid, at Ib Nymark Hegelunds investeringsselskab er tilbage i topform. IMBTech, som selskabet hedder, kunne for regnskabsåret 2017/18 bogføre et overskud efter skat på 292 mio. kr. Dermed er egenkapitalen igen kravlet over 3 mia. kr.

Civilingeniøren Ib Nymark Hegelund er lidt af et mysterium i dansk erhvervsliv. Han har aldrig givet et interview, og det er umuligt at opstøve et eneste billede af manden. Hvad man ved er, at han grundlagde sin formue med virksomheden Denmark Enzymes, der producerede enzymer til fødevareindustrien uden for Aarhus. Virksomheden blev formentlig solgt, men selv det er svært at finde informationer om.

Det var først i 2010, at hans navn begyndte at få offentlighedens bevågenhed. Her satte han nemlig sin 481 kvadratmeter store villa i Risskov til salg. Herligheden, der ligger få meter fra Aarhus bugt, fik et prisskilt på 50 mio. kr.

Kort efter afslørede IMBTechs regnskab, at Ib Nymark Hegelund var flyttet til Paradiso i Schweiz. Nøjagtig samtidig skrev schweiziske medier, at det historiske slot Villa Cattaneo var blevet solgt til en dansker for 20 mio. schweizerfranc - hvad der dengang svarede til ca. 110 mio. kr.

Slottet er et arkitonisk vartegn for området, og det kan ses fra hele Luganobugten. Villa Cattaneo er tegnet af Venedig-arkitekten Gino Coppedé (1866-1927) og blev bygget mellem 1908 og 1911 og har bl.a. et 35 meter højt tårn.

Huset i Risskov blev i øvrigt solgt i 2015 for 27,5 mio. kr. Det er ikke den eneste ejendom, Ib Nymark Hegelund har solgt i Aarhus-området. Han har også solgt en række strøgejendomme. Bestseller, der ejes af milliardæren Anders Holch Povlsen, købte i januar i år en ejendom ved siden af Salling i Aarhus til 150 mio. kr. af Ib Nymark Hegelund.

I maj solgte han så en ejendom længere nede ad strøget. Ejendommen var udbudt til 102 mio. kr. og blev købt af Arbejdernes Landsbank. Ifølge tingbogen havde han selv betalt 45 mio. kr. for ejendommen otte år tidligere.

Ifølge Berlingske var Ib Nymark Hegelund i 2017 den 39. rigeste i Danmark - året før lå han nummer 27.


BRANCHENYT
Læs også