Erhverv
0

Dansk superbil styrtdykker i indtjening

Efter et opsigtsvækkende overskud i 2016 blev det i fjor igen hverdag for den danske bilfabrikant Zenvo.

Troels Vollertsen stiftede Zenvo for over 10 år siden. Han er stadig involveret i den danske superbilsfabrikant, selvom selskabet er kommet på russiske hænder. Foto: Per Rasmussen

Indtjeningen er gået markant tilbage for den danske superbilsfabrikant Zenvo. 98 pct. for at være helt nøjagtig. Fra 30 mio. kr. i 2016 til 700.000 kr. i fjor.

Det viser et nyt regnskab for Zenvo, der på en fabrik i Præstø bygger biler med en pris på op til 16 mio. kr.

Men ifølge Anzhela Kashina, adm. direktør i Zenvo, er der ikke noget alarmerende i indtjeningsdykket.

»Vi har haft mange omkostninger til udviklingen af en ny model. Det er hovedårsagen til, at overskuddet er faldet. Vores evne til at sælge er stabil, og jeg forventer, at overskuddet bliver større i 2018,« siger hun til Finans uden at ville afsløre antal solgte biler i de seneste år.

Med i forklaringen på det faldende overskud hører også, at Zenvo i 2016 solgte rettigheder til nye modeller til en ekstern part. Salget havde en engangseffekt på 29,5 mio. kr.

Zenvo blev stiftet for over 10 år siden af Troels Vollertsen, der for år tilbage solgte foretagendet til den russiske familie Abramov, som er blevet milliardær på stålindustrien.

Men i marts skiftede ejerskabet af Zenvo hænder, ifølge CVR-registeret. Fra Abramov-familien til en i offentligheden ukendt person ved navn Yulia Mirontseva.

Den danske superbilsfabrikant har endnu ikke givet en forklaring på ejerskiftet, og selskabets topchef er heller ikke meget for at sige noget om det.

»Ejerskiftet var bare en formalitet. Bestyrelsen er den samme, som den var tidligere,« siger Anzhela Kashina.

Men hvorfor blev ejerskiftet lavet, hvis det bare var en formalitet?

»Jeg kan ikke sige mere, end at det var en formalitet. Vi mærker ingen forandringer med den nye ejer,« siger hun.

Zenvo gav underskud i de første år af sin levetid. Men siden 2013 er det hvert år blevet til overskud for superbilsfabrikanten, der konkurrerer med andre superbilsproducenter som svenske Koenigsegg og Volkswagen-ejede Bugatti.

For nogle år siden blev én af Zenvos biler testet i det populære bilprogram Top Gear. Men bilen brød i brand, og det gav en hård medfart fra den daværende medvært Jeremy Clarkson.

Zenvos nye model hedder TSR-S og skal skal danne bro mellem gadebilen, TS1 GT, og den rendyrkede racer, TSR.

Prisen på den nye model er omkring 10,5 mio. kr. Uden danske afgifter vel at mærke.

For den pris får man til gengæld en 5,8 liters V8-motor med to superchargere, der kan levere op til 1177 hk – mod 1102 hk i de andre Zenvo-modeller. Det rækker til en topfart, der er elektronisk begrænset til 325 km/t., mens 0-100 km/t. klares på 2,8 sek. og 0-200 km/t på 6,8 sek.

BRANCHENYT
Læs også