Populær bagerkæde har stort hul i pengekassen
Langenæs Bageriet har igen haft millionunderskud. Ejeren har givet kæden nyt lån og lukket en butik.
Bagerkæden Langenæs Bageriet har svært ved at omsætte sin popularitet til kolde gysser.
Endnu engang må kæden sluge et millionunderskud og have hjælp fra sin rige hovedaktionær, slik- og kagefamilien Eskildsen fra Vejle.
I 2017 lød underskuddet for Langenæs Bageriet på 5,7 mio. kr., og det har gjort egenkapitalen negativ med over 7 mio. kr., viser et nyt regnskab.
Ledelsen i bagerkæden, der består af seks butikker, kalder det nye underskud for »utilfredsstillende« og fortæller i samme ombæring, at den har lukket en butik i Viborg og åbnet en ny i Aarhus.
Samtidig har Eskildsen-familien givet Langenæs Bageriet et ansvarligt lån på 7,1 mio. kr., så familien i alt har stillet ansvarlige lån for 15,1 mio. kr. til rådighed.
»Selskabets ultimative moderselskab har tilkendegivet at ville tilføre selskabets den nødvendige kapital for at kunne fortsætte driften indtil selskabet har opnået den forventede positive drift,« står der i det nye regnskab fra Langenæs Bageriet.
Langenæs Bageriets adm. direktør, Michael Spottag, fortalte i juni 2016 til Finans, at han jagtede et nulresultat i samme år.
Nulresultatet lader dog stadig vente på sig.
Men i det nye regnskab fremgår det, at Langenæs Bageriet forventer et forbedret resultat i 2018, og at selskabets ledelse har positive forventninger til fremtiden.
Ægteparret Mitzi og Michael Spottag ejer også en del af bagerkæden, som blev stiftet af Michael Spottags forældre i 1984 i centrum af Aarhus.
Det første år var Michael Spottag bagerbutikkens eneste medarbejder udover forældrene Hanne og Finn. Hurtigt blev pladsen dog for trang, og i 1987 udvidede Langenæs Bageriet.
Ved den lejlighed blev Mitzi og Michael Spottag en del af ejerkredsen. I 1993 overtog de det fulde ejerskab af Langenæs Bageriet, hvis adresse i 2010 skiftede fra Nordborggade til Langenæs Allé.
I 2014 blev ejerkredsen udvidet, og Eskildsen-familien blev en del af Langenæs Bageriet, der satte gang i en ekspansion.

