Erhverv

Dagrofa fyrede topchefen: Nu er afløseren på plads

Den nuværende Arla-direktør Tomas Pietrangeli skal være Dagrofas nye topchef.

Tomas Pietrangeli er på nuværende tidspunkt chef for Arlas britiske forretning, der er mejerikoncernens største marked. Fra midten af august skal han være topchef i Dagrofa-koncernen.

Den danske dagligvarekoncern Dagrofa har fundet afløseren for Per Thau, som tidligere på året blev fyret som topchef.

Den nye topchef i Dagrofa bliver Tomas Pietrangeli, der kommer fra en stilling som chef for Arlas britiske forretning og tidligere har været Arlas direktør i Danmark.

Ansættelsen af Tomas Pietrangeli træder i kraft fra midten af august og er til stor glæde for Dagrofas bestyrelsesformand, Jesper Lok.

»Med ansættelsen af Tomas får vi en koncernchef, der har den branchespecifikke indsigt og ledelsesmæssige erfaring, der skal til for at stå i spidsen for en koncern med Dagrofas størrelse og kompleksitet,« siger han i en pressemeddelelse.

Tomas Pietrangeli har tidligere arbejdet i Italien, Tyskland og Sverige og for bl.a. Procter & Gamble, Royal Unibrew og Reckitt Benckiser.

»Dagrofa har et stort potentiale, og jeg ser frem til sammen med Dagrofa-holdet at bygge videre på de stærke positioner, koncernen har både i købmandskæder, logistikforretningen og foodservice,« siger den nye topchef i dagligvarekoncernen.

Dagrofa, som i fjor lukkede discountkæden Kiwi og nu kun har kæderne Meny og Spar i Danmark, nåede i 2017 en omsætning på 17,4 mia. kr. mod 18,6 mia. kr. i 2016.

Driftsresultatet blev et minus på 165 mio. kr. mod 53 mio. kr. året før.

Nettoresultatetet i koncernen blev et underskud på 592 mio. kr. mod -655 mio. kr. i 2016. Resultatet for den fortsættende Dagrofa-koncern var røde tal for 272 mio. kr.

Dagrofa har købmandsfonden KFI og Norgesgruppen som hovedaktionærer. I fjor måtte koncernen efter lukningen af Kiwi samlet hente tæt ved 700 mio. kr. i ny kapital fra de to hovedaktionærer.

BRANCHENYT
Læs også