Konkurrencestyrelse vil have sag om høje elpriser i Højesteret
Ifølge landsret var der ikke beviser for urimeligt høje elpriser for kunder i Elsam. Styrelse forsøger anke.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke en dom fra Vestre Landsret om selskabets Elsams elpriser til Højesteret.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge Vestre Landsret er der ikke beviser for, at vestdanske kunder i Elsam betalte urimeligt høje elpriser i 2005 og 2006, men det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uenig i.
- Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom om Elsam vurderer vi, at en højere instans også bør vurdere de principielle problemstillinger, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen i meddelelsen.
Elsam er i dag en del af energiselskabet Ørsted.



