Erhverv
BREAKING

Instagram indtager Youtubes marked med ny video-feature

Billedappen Instagram er klar med ny videofeature, der sætter den i skarp konkurrence med videomediet Youtube.

Instagram har netop lanceret en ny video-feature. Foto: AP/Rolf Vennenbernd

Foruden stillbilleder og korte videosekvenser vil Instagram nu til at satse på længere videoformater.

Selskabet bag har netop lanceret en ny feature, der gør det muligt at dele videoer med op til en times varighed.

Featuren er blevet lanceret som en selvstændig app under navnet IGTV. Der er tilsvarende blevet indbygget en IGTV-feature i den nuværende Instagram-app, således at videoerne kan deles og afspilles derfra.

Hvor Instagram til en start blot var et rent billedunivers, placerer appen sig nu i slipstrømmen på - og som konkurrenter til - bl.a. Youtube og Snapchat, som netop tager afsæt i videoer.

Indtil nu har Instagram-brugere haft mulighed for at publicere videoer af et minuts varighed. Med den nye app får brugerne i første omgang mulighed for at dele videoer med på op til 10 minutter, mens brugere med mange følgere kan lave videoer af op til en times varighed.

Disse begrænsninger bliver dog muligvis blot midlertige og kan altså med tiden blive slettet, afslørede Instagrams adm. direktør, Kevin Systrom, onsdag under præsentationen i San Francisco, skriver Nordic Business Insider.

Der vil i første omgang heller ikke være reklamer i videoerne, men også denne del vil muligvis ændre sig i fremtiden.

»Lige nu er vi fokuserede på at opbygge engagement, og der er ingen reklamer på IGTV fra dag et. Men det er selvfølgelig et meget forventeligt sted at ende ud,« lød det ifølge mediet fra direktøren.

BRANCHENYT
Læs også