Erhverv

Topchefernes løn stikker af fra de menige medarbejderes

Hver femte topchef i landets store virksomheder tjener nu mere end 10 gange så meget som gennemsnitslønnen i virksomheden.

Finansministeriets opgørelse viser, at der også er virksomheder, hvor topchefen nu tjener 30, 40 og op til 50 gange så meget som gennemsnitsmedarbejderen. Foto: Thomas Borberg

Der er lønfest på chefgangen i landets store virksomheder.

Siden 2000 er andelen af virksomheder, hvor topchefen tjener mere end 10 gange så meget som gennemsnitslønnen i virksomheden, fordoblet. Nu kan hver femte topchef 10-doble sin løn i forhold til gennemsnitsmedarbejderen.

Det viser nye tal fra Finansministeriet.

Formand for landets største fagforening, 3F-formand Per Christensen, advarer om stigende ulighed i samfundet og understreger, at virksomhederne ikke kan kræve løntilbageholdenhed hos de menige medarbejdere og samtidig forgylde topcheferne.

»Man kan jo ikke kræve bedre konkurrenceevne for virksomhederne gennem løntilbageholdenhed hos medarbejderne og flere offentlige serviceydelser til erhvervslivet, hvis man samtidig belaster omkostningerne med meget generøse lønpakker,« siger Per Christensen.

I alt 141 chefer i danske virksomheder med 200 ansatte eller flere tjente i 2015 mere end 10 gange så meget som gennemsnitslønnen i den virksomhed, som vedkommende stod i spidsen for, viser Finansministeriets opgørelse.

Med til lønnen tæller udover almindelig lønindkomst også personalegoder, fratrædelsesgodtgørelser og værdi af aktieoptioner. Dertil kommer arbejdsgiveradministreret pension.

Også de institutionelle investorer er kritiske over for udviklingen i topchefernes lønninger.

For nylig krævede ATP og PFA større åbenhed om topchefernes lønpakker, og ATP har tidligere rejst debat om topchefers lønpakker - bl.a. på Carlsbergs generalforsamling i fjor.

Her havde ATP tilkendegivet over for formandskabet i bryggeriet, at man ville stemme imod forslaget til lønpakken, såfremt Carlsberg satte det til afstemning.

Vicedirektør Claus Wiinblad fra ATP siger til Finans, at man dengang kun undlod at kræve det til afstemning, fordi ATP besad under en pct. af stemmerne, mens Carlsbergfondet havde så mange stemmer, at det selv kunne stemme det hjem.

»Det ville være unødig tidsspilde at bruge så lang tid på en afstemning, vi ville tabe. Men det ændrer intet ved den kritik vi havde, og som vi fremførte fra talerstolen. Vi fandt den samlede potentielle lønpakke for høj i forhold til, hvad vi finder rimeligt for et selskab som Carlsberg,« siger Claus Wiinblad.

Ifølge investeringsdirektør i Pensam, Claus Jørgensen, er manglende åbenhed om eller rimelighed i ledelsens lønpakker nu den førende årsag til, at Pensam stemmer imod forslag på generalforsamlinger i såvel Danmark som udlandet.

»Aflønningen kan blive for ekstrem, eller lønpakker kan være skruet sammen, så de ikke tilfredsstiller vores mål om langsigtet værdiskabelse,« siger Claus Jørgensen.

Finansministeriets opgørelse viser, at der også er virksomheder, hvor topchefen nu tjener 30, 40 og op til 50 gange så meget som gennemsnitsmedarbejderen.

Endnu har ingen dansk topchef dog overgået Wallmarts adm. direktør, Doug McMillion, som ifølge Bloomberg sidste år tjente 1188 gange gennemsnitslønnen hos den amerikanske detailhandelsgigant.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også