Erhverv

81-årig købmand og hans døtre nærmer sig milliardformue

Familien bag det store handelsfirma Nowaco har held med både investeringer og handel med fødevarer.

Størstedelen af Tika-formuen stammer fra det familieejede handelsselskab Nowaco, som Preben K. Nielsen etablerede i 1972. Foto: René Schütze Foto: René Schütze

Den 81-årige købmand Preben K. Nielsen og hans to døtre lægger flere millioner til den formue, der har gjort familien til en af landets rigeste.

Købmandsfamilien fra Aalborg kom ud af 2017 med et overskud før skat på 91,9 mio. kr. Det har for første gang fået egenkapitalen i familiens selskab, Tika Holding, til at overstige 900 mio. kr.

Ejerne bag Tika Holding
  • Navnet på selskabet udspringer af navnene på Preben K. Nielsens to døtre Tina og Katja.
  • TiKa ejer 92 pct. af Nowaco-koncernen, men har også investeret i en vifte af andre ting.
  • Selskabet er bl.a. aktiv på ejendomsmarkedet i Aalborg sammen med entreprenørvirksomheden A. Enggaard.
  • Samtidig har selskabet investeret i en håndfuld små virksomheder.
  • Bestyrelsen i TiKa Holding anføres af Preben K. Nielsen som formand og med hustruen og de to døtre som eneste øvrige medlemmer.
  • Stifteren Preben K. Nielsen ejer 10 pct., mens de to døtre, Katja Nowak Nielsen og Tina Nowak Terkelsen, hver ejer 45 pct.
  • Stemmerne er imidlertid fordelt, så Preben K. Nielsen sidder med et solidt flertal og dermed magten i familieselskabet.

Størstedelen af Tika-formuen stammer fra det familieejede handelsselskab Nowaco, som Preben K. Nielsen etablerede i 1972. Derudover har familien ejerandele i flere mindre virksomheder samt en større beholdning af værdipapirer, som Preben K. Nielsens hustru, Juttine Nielsen, er ansvarlig for.

Overskuddet i Tika Holding var tilfredsstillende, men mindre end forventet, skriver familien i det nye regnskab.

»Nowaco, der leverer størstedelen af koncernens resultat, har i året været udsat for en række ændrede markedsvilkår, som har forringet resultatet - mindsket adgang til råvarer, markedsnedgang i Østasien samt stigende fragtpriser i første halvdel af året,« lyder det.

I dag ejer døtrene Katja Nowak Nielsen og Tina Nowak Terkelsen 90 pct. af aktierne i Tika Holding, mens Preben K. Nielsen har de resterende 10 pct.

Han har tidligere fortalt, at hustruen Juttine Nielsen bl.a. styrer familieformuen i Tika Holding ved at daytrade på aktiemarkedet. Og det gør hun tilsyneladende godt.

Familiens børsnoterede værdipapirer har i 2017 »fulgt markedsudviklingen og har givet en tilfredsstillende udvikling,« fremgår det af Tika-regnskabet.

I år forventer Tika Holding et overskud i størrelsesordenen 60-65 mio. kr., skriver ledelsen.

Bag om Novaco
  • 1972: Preben K. Nielsen og hustruen Juttine Nowak Nielsen etablerer handelsvirksomheden Nowaco. De daglige forretninger drives fra parrets hus i Aalborg.
  • 1975: Nowaco åbner sit første udenlandske kontor.
  • 1998: Selskabet noteres på Fondsbørsen. Børsnoteringen skaffer 100 mio. kr., der investeres i fabrikker i Tjekkiet.
  • 2005: Aktiviteterne i Østeuropa sælges til JP Morgan for 670 mio. kr.
  • 2006: Nowaco afnoteres fra Københavns Fondsbørs og bliver igen en familieejet virksomhed.
  • Nowaco har i dag kontorer i 27 lande rundt om i verden, og væksten i selskabet bygger på daglige millionhandler med frosne varer som fisk, grøntsager, oksekød, fjerkræ og sågar grisetæer med kunder spredt ud over hele verden.

Nowaco, som er familien Nielsens suverænt største aktiv, er et globalt handelsselskab, der handler med fødevarer over det meste af verden. Selskabet omsætter årligt for 3 mia. kr. og har gennem årene indbragt store millionbeløb til stifter Preben K. Nielsen og hans familie.

Nowaco var i en årrække børsnoteret, men i 2004 frasolgte Preben K. Nielsen to af selskabets divisioner for 670 mio. kr. Året efter betalte han 250 mio. kr. for at afnotere de resterende aktiviteter.

Det er disse aktiviteter, der fortsat drives videre som Nowaco.

Læs også
Top job