Dansk tøjmærke begæret konkurs
Tøjfirmaet Stylesnob har tidligere tjent millioner, men er nu på vej mod lukning.
Det danske tøjmærke Stylesnob, der sælges i 16 lande og er ejet af stifter og direktør Vibe Skov Bjerrehuus, er begæret konkurs. Det fremgår af en registrering i Statstidende.
Stylesnob sælger sko, støvler og accesories og har tidligere haft år med millionoverskud. Men i de seneste to årsregnskaber er det samlede tab løbet op i næsten 4,5 mio. kr.
Det fik i fjor selskabets revisor til at rejse væsentlig tvivl om den fortsatte drift. Den afhang bl.a. af, at Stylesnob kunne opretholde og udvide sine kreditfaciliteter, i takt med at man gennemførte en turnaround.
»Selskabets pengeinstitut har givet en tidsbegrænset udvidelse af engagementet,« skrev revisoren.
Hvad årsagen til konkursbegæringen i Stylesnob er fremgår ikke. Finans forsøger at få en kommentar fra advokat Michael Gregersen, der er udpeget som kurator i sagen.
Egenkapitalen i Stylesnob, der for nyligt skiftede navn til Datoselskabet af 18. juni 2018 A/S, var i det seneste årsregnskab negativ med 2,5 mio. kr.
I regnskabet kunne man se, at der var igangsat en større oprydning, bl.a. ved fremadrettet kun at fokusere på få, men lønsomme produktgrupper.
Stylesnob sælger sine produkter gennem flere kendte butikker, heriblandt Miinto, Zalando og Magasin. Selskabets hjemmeside er ikke længere tilgængelig.

