Erhverv

Dansk milliardær taber bitter strid om slotsnavn

Torsdag er der nået en foreløbig kulmination på mange års strid mellem to danske slotte.

Ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt har ejet Kokkedal Slot i Nordsjælland siden 2013. Foto: M. Goldschmidt Holding A/S

Et slot i nordjyske Brovst har eneret til varemærket Kokkedal Slot.

Det har Sø- og Handelsretten torsdag afgjort i en retssag vedrørende Kokkedal Slot i henholdsvis Nordjylland og Nordsjælland.

Retten mente ikke, at der er grundlag for at ophæve varemærket Kokkedal Slot, som tilhører slottet i Brovst, der er ejet af ægteparret Gorm og Ann Lokdam.

Ifølge Sø- og Handelsretten er det ubestridt, at Kokkedal Slot i Brovst har haft sit navn i hele sin kendte historie.

»Selvom ordet ”Kokkedal” i sig selv er en geografisk betegnelse for et byområde i Nordsjælland, og ordet ”slot” betegner en bestemt ejendomsform, må ordene ”Kokkedal Slot” vurderet samlet således anses for det særegne navn på varemærkeindehaverens faste ejendom i Brovst, som har særpræg for de varer og tjenesteydelser, som mærket er registreret for,« skriver retten i sin afgørelse.

Sø- og Handelsrettens afgørelse betyder, at mange års bitter navnestrid mellem de to slotte foreløbigt er slut.

Kokkedal Slot ApS, der er ejet af ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt, havde slæbt Ankenævnet for Patenter og Varemærker i retten, fordi slottet ville have ophævet varemærkeregistreringen Kokkedal Slot.

Goldschmidts Kokkedal Slot ville i første omgang have Ankenævnet for Patenter og Varemærker til at anerkende, at der blev begået en fejl, da det nordjyske slot i 2008 fik registreret varemærket.

Det ønskede ankenævnet dog ikke, og derfor endte sagen i Sø- og Handelsretten.

For at understrege sin påstand om, at det nordjyske Kokkedal Slot ikke skulle have et varemærke, havde det nordsjællandske Kokkedal Slot fået foretaget en forbrugerundersøgelse forud for Sø- og Handelsrettens afgørelse.

Denne undersøgelse viste, at et flertal af de adspurgte troede, at Kokkedal Slot er beliggende i Nordsjælland frem for Nordjylland.

Derfor argumenterede det nordsjællandske Kokkedal Slot for, at varemærket var vildledende, når nu det tilhørte slottet i Nordjylland.

Det var ikke første gang, at de to slotte krydser klinger i en retssag.

I 2013 sagsøgte det nordjyske Kokkedal Slot sin ditto i Nordsjælland for at have krænket varemærket.

Det blev krævet, at Kokkedal Slot i Nordsjælland skulle finde et andet navn at markedsføre sig under. Men så langt nåede det aldrig, da Sø- og Handelsretten afgjorde, at varemærket ikke var blevet overtrådt.

BRANCHENYT
Læs også