Erhverv

Nu er det dyrere at få en p-bøde

Folketinget pålagde sidste år de private p-selskaber at oprette et uafhængigt klagenævn. Det trådte i kraft d. 1 juli, men har allerede nu ført til en stigning i p-afgifterne hos to af landets største p-selskaber.

Kontrolafgiften for ulovlig parkering på en privat p-plads er steget som følge af ny lovgivning. Foto: Linda Johansen

Det er få ting billister frygter mere end en gul seddel i forruden.

Nu er der grund til, at frygten bliver endnu større. To af landets største private p-selskaber, har nemlig banket sine p-afgifter i vejret.

Prisstigningen skyldes en ny lov, som Folketinget vedtog i maj sidste år, og som egentlig skal gøre livet lettere for bilisterne.

Folketinget pålagde de private p-selskaber at oprette et uvildigt klagenævn, hvor bilister, der har fået en p-afgift, kan få deres sag prøvet, hvis de har klaget til p-selskabet over afgiften og ikke har fået medhold.

Sådan et nævn koster penge at drive, og en del af regningen kommer til at ligge i forruden hos billisterne. Det oplyser to af landets største private p-selskaber, Q-Park og Apcoa, til Finans.

»Vores p-afgift er steget med 45 kr,« siger Michael Christensen, adm. direktør i Apcoa Parking Danmark, der blandt andet ejer EuroPark.

»Vi har lavet et budget over, hvad klagenævnet kommer til at koste Apcoa, men det er stadigvæk uklart for os og hele branchen, hvad det reelt ender ud med. Vi kan ende med flere henvendelser og det kan også blive færre, så det er ikke utænkeligt, at der kunne komme en yderligere prisstigning, men umiddelbart så regner jeg ikke med det.«

Også hos Q-park har det nye parkeringsklagenævn ført til prisstigninger.

»Vi har sat priserne op med 30 kr. på grund af parkeringsklagenævnet. Vi har beregnet omkostningerne i forbindelse med det ekstraarbejde, vi nu bliver pålagt i virksomheden i forhold til at behandle sager,« siger adm. direktør i Q-Park, Alex Pedersen.

Indtil nu har det kostet 750 kr. at få en p-afgift på en privatejet p-plads og 510 kr. på en kommunal p-plads.

Som reglerne var før, var bilisterne nødt til at gå til domstolene, hvis de var uenige i en p-afgift udstedt på en privat p-plads. På en kommunal p-plads kunne bilister klage til kommunen, som har pligt til at behandle sagen sagligt.

Med de nye regler bliver det nemmere og billigere for bilister at klage. Men konsekvensen er altså, at det samtidig bliver dyrere at få en p-afgift, fordi de private p-selskaber skal have dækket en del af deres omkostninger ved det nye klagenævn.

Hos Forenede Danske Motorejere (FDM) er de uforstående over for, at p-selskaberne allerede har hævet prisen, inden klagenævnet rigtig har været drift.

»Jeg synes, at vi i første omgang skal lade nævnet komme i gang. Der er ingen af os, der ved hvad den reelle omkostning ved at drive det her ankenævn kommer til at være. Derfor synes jeg også, at det er pudsigt, at de allerede har hævet prisen nu,« siger Dennis Lange, juridisk konsulent hos FDM.

BRANCHENYT
Læs også