Erhverv
0

454 aktionærer taber retssag om Amagerbankens konkurs

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet frifindes for at have hemmeligholdt oplysninger om Amagerbanken.

Amagerbanken var ved sin konkurs i februar 2011 landets 11. største bank. Foto: Jens Dresling.

454 aktionærer, der kastede 30,5 mio. kr. efter Amagerbanken, får ikke deres penge at se igen. De tidligere aktionærer havde lagt sag an mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, men tabte fredag sagen ved Østre Landsret.

Amagerbanken var ved sin konkurs i februar 2011 landets 11. største bank.

De 454 aktionærer havde lagt sag an mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, fordi de mente, at Finanstilsynet ikke havde oplyst banken godt nok, da den rejste penge til sin redning.

Konkret drejer sagen sig om to notater, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet lå inde med, og som ikke var delt med offentligheden, da aktionærerne få måneder inden Amagerbankens konkurs skød penge i banken.

Investorerne har under retssagen anført, at banken ville have undladt at gennemføre en kapitalforhøjelse og i stedet ladet banken afvikle, hvis man havde kendt til indholdet i de to notater.

»Denne afvikling ville være sket under Bankpakke I, hvorved bankens kreditorer ville have opnået fuld dækning. Banken blev i stedet den 4. februar 2011 erklæret konkurs og afviklet under Bankpakke III med en begrænset dækning for kreditorerne,« fremgår det af retssagen.

Både Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har bestredet, at de havde pligt til at videregive de to notater. De to notater, som var udarbejdet af Finansiel Stabilitet, pegede på, at Amagerbanken måtte forventes at skulle foretage væsentligt større nedskrivninger, end banken selv havde fundet påkrævet.

Indholdet af de to notater blev ikke videregivet til Amagerbanken, men til dels delt med Finanstilsynet. Begge parter har under retssagen gjort det gældende, at Amagerbankens bestyrelse faktisk var bekendt med Finansiel Stabilitets vurderinger.

Landsretten gav Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet medhold.

»Vi er dybt skuffede og frustrerede over det her tekniske knockout, siger Peer Nørkjær, formand for Foreningen Amagerinvestor, til DR Nyheder.

BRANCHENYT
Læs også