Erhverv
0

Dansk læringsplatform modtager millioninvestering - nu skal den være global

Learningbank har modtaget en investering på 14 mio. kr. fra en investorgruppe. Det skal gøre virksomheden klar til at bevæge sig uden for landets grænser.

Stine Schulz, adm. direktør og stifter af Learningbank, var nomineret til to Ivækstpriser i 2016. Foto: Learningbank presse

Den digitale læringsplatform Learningbank, der hjælper virksomheder med at træne sine medarbjdere, har landet en investering på 14. mio. kr. Nu skal de til udlandet.

Investeringen kommer fra en investorgruppe bestående af Inter-Invest A/S, Roosegruppen AB, Zobito og Vækstfonden.

Dele af den nye investorgruppe bag Learningbank har tidligere haft succes med at gøre vækstvirksomheder globale. Senest var Zobito med til at få software selskabet Qlik Tech børsnoteret på Nasdaq med en værdiansættelse på 4,7 mia. kr.

Den adm. direktør og stifter af Learningbank, Stine Schulz, havde en idé om at føre virksomheden til udlandet. Hun vidste bare ikke hvornår.

»Jeg havde en plan om at komme til udlandet, men for at det kunne ske, skulle der nye investorer til. Egentlig troede jeg, at vi var for små, men investorerne kunne se et stort behov i verden, for det vi laver,« siger hun.

Learningbank udvikler læringsspil til uddannelse af medarbejdere, og kunderne tæller flere multinationale selskaber. Blandt andet Danske Bank, Novo Nordisk og McDonalds. Senest har virksomheden udviklet et hygiejnespil til McDonalds og et virtualreality spil til at oplære Coops nyansatte.

Selvom målet med investering er at positionere Learningbank som en international udbyder af læringsspil, kommer transitionen til udlandet ikke til at ske over natten.

»Først skal vi lave en masse finjusteringer af forretningen, så vi kan skabe det fokus, vi skal have. Vi skal lave flere spil, som ikke er bundet af land eller branche, men som er tilgængelige til alle. Når vi har gennemført det og har skabt de produkter, vi gerne vil have, finder vi ud af, hvor vi så går hen,« siger Stine Schulz.

Learningbank blev grundlagt i 2015, og selvom selskabet har kundeaftale hos flere internationale selskaber, så er det endnu ikke lykkedes virksomheden at skabe et overskud, men det bekymrer ikke Stine Schulz.

»Det har aldrig været planen, at vi skulle skabet et overskud så hurtigt, og det gør vi heller ikke i år. Vi bruger mere, end vi tjener, og det er fordi, at vi investerer dybt i vores software. Vi har brugt de første år på at finde ud af, hvad markedet forventer, så vi kan skabe et fundament. Og vores investorer forventer det heller ikke endnu,« siger Stine Schulz og fortsætter:

»Vi forventer at være profitskabende om tre år. Det skal ske ved, at vi får flere og flere faste kunder på vores platform, som er abonnementsbaseret. Vi skal gå fra at være en konsulentvirksomhed til at være et fast værktøj for virksomhederne.«

BRANCHENYT
Læs også