Erhverv
0

Tre grunde til, at det er i orden kun at arbejde for pengenes skyld

Man plejer at sige, at det både skal være sjovt og udviklende af passe sit job. Men der er undtagelser.

Suzy Welch har skrevet flere bestsellere om ledelse. Blandt andet sammen med sin mand, Jack Welch. Foto: AP Photo/Charles Krupa

Det gælder om at have et arbejde, som man godt kan lide. Et arbejde, som giver én mere end blot smør på brødet. Men der er undtagelser.

Ifølge forfatteren og taleren Suzy Welch vil hun normalt altid råde folk til at få sig et job, der er spændende og giver et meningsfuldt indhold i livet. De fleste bruger en stor del af deres vågne tid på et arbejde.

Eller sagt på en anden måde: Lad være med at tage et arbejde, blot for pengenes skyld - uden en god grund.

Alligevel mener hun, at der kan være helt specifikke forhold, der gør, at det i en periode kan være det helt rigtige at prioritere en højere løn over alt andet. Også hensynet til ens karriere eller åndelige velbefindende, siger hun til CNBC.

Suzy Welch er forfatter til flere bestsellerbøger om at drive en forretning med succes. Nogle af dem har hun skrevet sammen med sin mand, ledelsesguruen Jack Welch, der er tidligere topchef for General Electric.

Her er hendes bud på tre undtagelser:

1. Du er i akut pengenød

»Hvis man er havnet i en situation, hvor man har økonomiske problemer og kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Så er det helt forståeligt, at man simpelhen arbejder blot for at tjene penge. Jeg taler ikke om, at man skal betale sit studielån tilbage. Det er en normal del af livet. Det er helt anderledes lev-eller-dø problemer,« siger hun.

Det kan være, at man pludselig har oparbejdet en stor gæld med høj rente. For eksempel i forbindelse med sygdom eller lignende:»Her er det i orden, at arbejde for pengenes skyld.«

2. Det er en del af en større plan

Hvis man eksempelvis arbejder hen mod et mål, som kræver, at man sparer ekstra penge op. Så giver det mening, at tage et arbejde bare for pengenes skyld.

»For eksempel, hvis man sparer op for at kunne tage en MBA eller anden uddannelse. Eller fordi man planlægger at begynde som selvstændig. Så bliver arbejdet reelt en investering i ens fremtid eller karriereforløb. Her går jeg fuldt og helt ind for, at man "bare arbejder for pengenes skyld",« siger Suzy Welch.

3. Pengene skal gå til velgørenhed

Ifølge Suzy Welch findes der mennesker, som helt og aldeles har forpligtet sig til forskellige filantropiske projekter.

»Dem tager jeg virkelig hatten af for. Disse mennesker er så optændte af eksempelvis socialt hjælpearbejde, at de bevidst søger højtbetalte jobs, fordi det giver dem maksimal mulighed for at give så meget væk som muligt. Uanset om jobbet giver dem en personlig tilfredsstillelse,« siger Suzy Welch.

Hun mener dog generelt, at job der kun kan tilbyde "penge", kræver en speciel grund for at tage det og holde fast i længere tid.

»Selvfølgelig betyder løn noget. Men hvis penge er den eneste grund til at arbejde, så er det måske på tide at finde noget andet at bruge sit liv på. Medmindre det tjener et bestemt formål,« siger hun til CNBC.

BRANCHENYT
Læs også