Serier
0

Amazon udvider markedet globalt for dansk kaffefirma

Webgiganten bliver mødt med voldsom kritik fra virksomhedesejere i detailhandelen. Et økologisk kaffefirmas seneste regnskab tyder dog på, at Amazon kan åbne muligheder globalt.

Amazon-effekten
Real Coffee producerer økologisk kaffekapsler til bl.a. Nespresso-maskiner. Amazon giver firmaet lov til at præsentere kapslerne globalt. 
Foto: Jacob Ehrbahn.

Gennem de seneste år har internethandlens gigant Amazon været under hård beskyldning fra kritikere, der mener, at Amazon dræner job i detailbranchen og er skyld i en omfattende butiksdød i bl.a. USA.

Men historien er anderledes for det danske kaffefirma Real Coffee, der producerer økologiske kaffekapsler til Nespresso og Dolce Gusto maskiner. De har det seneste år testet deres produkter på Amazon.

Her mener adm. direktør Lars Mansfeld-Giese, at Amazon har åbnet markedet for Real Coffee, der før måtte begrænse sig til skandinaviske kunder.

»Vi oplever især at få kunder fra England og Tyskland, hvor det er sværere at finde økologisk kaffe på kapsel, end det er i Danmark. De ville aldrig have opdaget os, hvis det ikke var for Amazon. Det fungerer som et udstillingsvindue,« siger han.

Firmaet omsatte i 2017 for 30,5 mio. kr. Det er en stigning på 4,5 mio. kr. sammenlignet med året før.

Ifølge Lars Masfeld-Giese skal denne succes tilskrives Amazon.

»Det giver nichevirksomheder lov til at brede produktet globalt. Amazon har uendelig hyldeplads og er derfor ikke begrænsede i varebeholdningen ligesom traditionelle supermarker. Det betyder, at flere virksomheder og produkter får en chance på det globale marked. Mange andre økologiske producenter kan bruge Amazon på en positiv måde,« mener han.

Virksomheden betaler 25 pct. af omsætningen til Amazon i bytte for, at giganten pakker og leverer kaffen til kunderne. Herefter kan kunderne give en karakter til produktet på Amazons hjemmeside.

Gode ratings er omdrejningsordet for at have succes på Amazon, og senest har Real Coffe fået stemplet 'Amazons Choice' fra webgiganten, der kommer frem, når folk søger på kaffe.

Lars Masfeld-Giese mener, at kundeservicen er klart forbedret med Amazon.

»Alle virksomheder gør det bedste, fordi kunderatings er så synligt for kunderne på Amazon. Når vi leverer til kunder i Tyskland og England, får de nu produktet direkte fra Amazons lager i løbet af 1-2 dage. Det er ligeså lang tid, som det tager for os, at sende varerne til forbrugere i Danmark. Det giver uendelige muligheder,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også