Erhverv
0

Hypet boksebrag gør Mayweather til den bedst tjenende i underholdningsbranchen

En enkelt kamp indbragte sidste år den pensionerede boksestjerne Floyd Mayweather 275 mio. dollars. Det er nok til at gøre ham til den person inden for underholdningsbranchen, der har tjent mest det seneste år.

Floyd Mayweather Jr. (tv.) og Conor McGregor inden kampen, der hurtigt blev døbt The Money Fight. Samlet indbragte kampen 550 mio. dollars - heraf gik 275 mio. til Mayweather. Foto: John Locher/ AP Photo.

Er det en god forretning at stille sig op i en boksering, slå løs på en irsk MMA-kæmper og derefter trække sig sejrrigt ud af opgøret efter ti omgange?

Svaret er ja. I hvert fald hvis dit navn er Floyd Mayweather Jr.

Den amerikanske bokser havde ellers lagt handskerne på hylden, men valgte sidste år at genoptage karrieren for en stund, for at stille op til et af de mest omtalte boksebrag i nyere tid mod den irske MMA-stjerne Conor McGregor.

Opgøret, der hurtigt blev døbt The Money Fight i pressen på grund af den massive interesse, indbragte Floyd Mayweather hele 275 mio. dollars, hvilket bragte hans årsindkomst op på 285 mio. dollars og gør ham til den person inden for underholdningsbranchen, der har tjent mest det seneste år.

Det er det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, der især er kendt for sine lister over verdens rigeste mennesker, der har kortlagt, hvilke personer inden for musik, skuespil, sport og andre grene af underholdningsindustrien, der har tjent mest i perioden fra juni 2017 til juni 2018.

Og Floyd Mayweather er ikke den eneste sportsstjerne på listens ti øverste pladser.

Både portugisiske Christiano Ronaldo, der netop har skiftet spanske Real Madrid ud med italienske Juventus, og argentinske Lionel Messi har fundet vej til listens øverste pladser, der bl.a. også tæller den kendte skuespiller George Clooney, der sidste år tjente styrtende på at sælge tequila-producenten Casamigos, som han var medejer af, til det britiske selskab Diageo, der er en af verdens største producenter af øl og spiritus.

Og så har selveste Dwayne Johnson, som de fleste nok bedst kender som skuespilleren The Rock, også fundet vej til listen, der kan ses herunder:

  1. Floyd Mayweather Jr. - 285 mio. dollars.
  2. George Clooney - 239 mio. dollars.
  3. Kylie Jenner - 166,5 mio. dollars.
  4. Judy Sheindlin - 147 mio. dollars.
  5. Dwayne Johnson - 124 mio. dollars.
  6. U2 - 118 mio. dollars.
  7. Coldplay - 115,5 mio. dollars.
  8. Lionel Messi - 111 mio. dollars.
  9. Ed Sheeran - 110 mio. dollars.
  10. Christiano Ronaldo - 108 mio. dollars.

Den samlede liste indeholder 100 navne. På placeringerne fra 11 til 20 finder man bl.a. Floyd Mayweathers modstander, Conor McGregor, samt navne som musikeren Bruno Mars, fodboldspilleren Neymar, basketballspilleren LeBron James og tv-personligheden Ellen DeGeneres.

Den fulde liste kan ses her.

BRANCHENYT
Læs også