Erhverv
0

Dansk kaffefirma er tæt på konkurs

Et tocifret millionunderskud sår nu tvivl om, hvorvidt kaffefirmaet Maas kan fortsætte driften.

Maas er leverandører af kaffemaskiner til erhverv. 
Foto: Colourbox

En konkursbegæring truer for det danske kaffefirma Maas, der står for de varme drikke i virksomheder over hele landet.

Selskabet tabte i 2017 over 20 mio. kr., og det var andet år i træk med underskud. Økonomien i Maas er nu så presset, at selskabets revisor sår væsentlig tvivl om den fortsatte drift.

Samme dystre toner lyder fra ledelsen, der er i forhandlinger med Maas' største kreditorer.

»I tilfælde af at forhandlingerne mislykkedes, og en solvent aftale ikke kan indgås, vil ledelsen søge at gennemføre en ”kontrolleret konkurs”, således at afbrydelse af ydelser mindskes mest muligt,« står der i ledelsesberetningen i det 2017-regnskab, som Maas for nylig fremlagde.

Egenkapitalen i Maas er negativ med knap 26 mio. kr. På grund af de mange underskud er selskabets likviditet meget stram, og Maas har haft problemer med at opfylde dets finansielle forpligtelser rettidigt, fremgår det af regnskabet.

Derfor har selskabets ultimative ejere indvilligt i at støtte selskabet i forhandlinger med Maas' største kreditorer.

»Det er altafgørende, at disse forhandlinger lykkes,« skriver ledelsen.

Situationen i Maas forværres af, at selskabet har kortfristet gæld for næsten 65 mio. kr.

Maas A/S har eksisteret siden 2006 og har tidligere haft flere år med overskud. Men de seneste år er det gået gevaldigt ned ad bakke for virksomheden, der beskæftiger knap 80 ansatte og har base i Odense.

I alt har Maas tabt 70 mio. kr. på fem år.

BRANCHENYT
Læs også