Erhverv
0

Dansk kaffefirma blev reddet fra konkurs i sidste øjeblik

Dagen inden at kaffefirmaet Maas skulle have indgivet konkursbegæring, kom der en ny medejer til undsætning.

SØRENSEN THOMAS EMIL

Det danske kaffefirma Maas, der står for at levere kaffe og varme drikke til virksomheder over hele landet, blev reddet fra konkurs i sidste øjeblik.

Torsdag kunne Finans fortælle, at ledelsen i Maas overvejede »en kontrolleret konkurs« efter flere år med millionunderskud og en negativ egenkapital.

Men dagen inden, at der i byretten var afsat tid til at indgive konkursbegæring, blev konkursen afblæst. Det fortæller adm. direktør Michael Schiedel.

»Vi blev reddet i 11. time,« fortæller han.

Hjælpen kom fra det belgiske, børsnoterede selskab Miko, der dog havde et par betingelser. Belgierne ville gerne skyde penge i Maas til gengæld for, at ledelsen indskød risikovillig kapital svarende til 25 pct. af et rekapitaliseret Maas.

Det blev Michael Schiedel og fem andre medlemmer af ledelsen, der trådte til og skød aktiekapital i Maas. Til gengæld bidrog Miko med et tocifret millionbeløb, og firmaet blev reddet for denne gang. Dog med alvorlige ændringer.

»Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at skære ind til benet i virksomheden, og det betyder, at vi er gået fra 78 til 48 ansatte. Der er en sund kerne i virksomheden, som vi bygger videre på nu, og i maj og juni oplevede vi en positiv drift i Maas,« siger Michael Schiedel, der regner med, at kaffefirmaet i år vil gå i nul.

I 2017 tabte kaffefirmaet 20 mio. kr.

Maas har derudover sagt farvel til en række kundeaftaler og serviceordninger, heriblandt rengøring af kaffemaskiner og automater med slik, der blev solgt for billigt til virksomhedene.

Virksomheden er nu bygget op om tre områder: Kaffeautomater, service og vedligehold af maskinerne samt ingredienser til de varme drikke.

Maas A/S er et datterselskab af Maas Int BV, der er baseret i Holland. Den årlige omsætning i moderselskabet er på ca. 100 mio. euro.

BRANCHENYT
Læs også