Danskere er evakueret fra strand efter græske skovbrande
Mandag aften venter 23 danskere på stranden for at blive evakueret fra en skovbrand i området ved deres hotel.
Feriestemningen er sat på pause for 39 danskere, der er blevet evakueret fra et hotel nord for havnebyen Rafina i Grækenland.
Det oplyser Stig Elling, der er rejseambassadør for selskabet Bravo Tours, som danskerne rejser med.
- Det er et hotel, der ligger meget tæt på stranden, og der hvor branden er, siger han.
11 af danskerne var på en udflugt, da meldingen, om at hotellet skulle evakueres, kom. De undlod at køre tilbage til hotellet.
De, der befandt sig i området, fik at vide, at de skulle forlade hotellet, tage deres vigtigste ejendele med og løbe ned til stranden.
Fem af danskerne er blevet evakueret fra stranden, fortæller rejseambassadøren. De sidste 23 venter stadig.
- De skal hentes af en båd, der sejler dem til Rafina. Herfra skal de med bus til Athen, siger Stig Elling.
I den græske hovedstad, Athen, vil de blive indlogeret på et hotel, indtil de ved, om de kan vende tilbage.
I området er der dårligt mobilnet og oplysningerne om danskerne er få, fortæller Stig Elling, der påpeger, at ingen er kommet til skade.
Det har ikke været muligt for Bravo Tours' egne folk at komme til området og hjælpe gæsterne, da myndighederne ikke vil tillade det på grund af sikkerhed. Derfor er det selskabets agenter i området, der hjælper danskerne.
Det er to store skovbrande på hver sin side af Athen, der sætter myndighederne i sving mandag aften. De er ude af kontrol, lyder meldingen.