Erhverv

Efter skandaleramt kvartal: Facebook får overskud på 32 mia. kr.

Det har ikke ramt bundlinjen, at Facebook i hele foråret var ramt af skandalen om Cambridge Analytica. Overskuddet steg med 31 pct. på et år – men aktiekursen dykker.

Mark Zuckerberg under den timelange høring i senatet tirsdag d. 10. april, da modvinden var stærkest for Facebook. Men de dårlige sager har ikke påvirket hverken antallet af brugere eller de økonomiske resultater. Foto: AP Photo/Andrew Harnik

Mark Zuckerberg har haft en masse at tænke over siden marts måned, hvor skandalesagerne begyndte at rulle for Facebook.

Men den økonomiske side af forretningen har der ikke været grund til at bekymre sig over, viser Facebooks regnskab for andet kvartal, der netop er offentliggjort.

Omsætningen blev på 83,1 mia. kr. – en stigning på 42 pct. på et år – mens nettoresultatet ramte solide 32,5 mia. kr. Det er ny rekord på begge fronter.

Der har heller ikke været en flugt af brugere som følge af den meget fokus på Facebooks videregivelse af data til tredjepartapps. I juni havde Facebook 1,47 mia. daglige aktive brugere. Det svarer til en stigning på 11 pct. i løbet af et år.

Alligevel er aktiekursen dykket i eftermarkedet, indtil videre med godt syv procent. Analytikerne havde højere forventninger til omsætningen og antallet af brugere. Og selvom der er kommet flere brugere til igennem et hårdt kvartal, er stigningen fra kvartal til kvartal ikke helt på højde med tidligere.

En anden balladesag for Facebook har været russisk indflydelse i USA gennem annoncer og falske brugere på Facebook samt hele diskussionen om, hvordan Facebook skal holde øje med stødende indhold.

Her har Zuckerberg måtte finde pengepungen frem og ansætte i tusindvis af nye folk – i lavtlønslande, typisk – der skal vurdere, om indhold er på den rigtige side af stregen.

Resultatet kan ses i det samlede antal ansatte hos Facebook, der steg med 47 pct. på et år til 30.275 hoveder.

Læs også
Top job