Erhverv
0

Kendt cafékæde i stort fald

Det kan både være for varmt og for koldt om sommeren for den landsdækkende cafékæde Dalle Valle.

Café Dalle Valle og Café A er to restaurant- og cafékæder, der slår sig op på at tilbyde mad og drikke til overkommelige priser. Foto: Anita Graversen.

2017 var et skuffende år for koncernen bag Dalle Valle.

Selve de velkendte buffetcaféer klarede sig ellers fint gennem året – også efter konceptskiftet i andet halvår, hvor de begyndte at satse på et lidt anderledes og opgraderet udtryk.

Men det andet ben i virksomheden, kæden Café A, haltede gennem året på grund af den sløje og solfattige sommer.

Mad og drikke på landsplan
  • Café Dalle Valle og Café A er to restaurant- og cafékæder, der slår sig op på at tilbyde mad og drikke til overkommelige priser.
  • I dag er de to kæder repræsenteret over det meste af Danmark med næsten 30 afdelinger.
  • Café Dalle Valle er den største af de to kæder både målt på økonomi og volumen.
  • Langt de fleste af Café Dalle Valle-kædens restauranter har mere end 250 siddepladser med 280 styks som det ideelle antal.
  • Selskaberne bag Café Dalle Valle og Café A, Bayramoglu Holding og Musavvir Holding, er stiftet og ejet af Susli Mustafa Bayram, hvis familie også er en del af driften.
  • De to selskaber havde ved udgangen af 2017 en samlet egenkapital på tæt på 50 mio. kr.

I kædens to holdingselskaber faldt overskuddet efter skat med næsten 80 pct. til lidt over 4 mio. kr. i 2017 på trods af en uændret bruttoindtjening.

»Resultatmæssigt har det været et skuffende år. Dalle Valle-kæden er gået fornuftigt, men Café A har lidt. Den er meget afhængig af udeservering, og med det sommervejr, vi havde sidste år, var der meget lav omsætning i sommermånederne,« fortæller bestyrelsesformand Niels Rønnebech.

Bestyrelsesformanden nævner også to andre faktorer bag det store resultatfald: Selskabet afviklede sin egen engrosforretning, som det ikke længere kunne betale sig at have. Og så stod 2017 igen i ekspansionens tegn, hvilket heller ikke har været helt billigt.

Mens ekspansionen fortsætter i 2018, er vejret vendt helt på hovedet. Uden at det dog udløser jubel hos cafékæden.

»Når sommeren bliver så varm, som den er nu, så kommer der ikke så mange mennesker ind i indkøbscentrene, hvor vi har mange forretninger. Så for vores vedkommende håber vi, i hvert fald forretningsmæssigt, at sommeren normaliserer sig en smule,« siger Niels Rønnebech.

»Vi har det ligesom landmændene – vi kan altid finde noget at klage over,« tilføjer han med et grin.

De sparede penge fra engrosvirksomheden, bidrag fra de caféer, der blev åbnet i 2017, samt én anden faktor gør dog, at han regner med, at 2018 bliver et bedre år på bundlinjen:

»Vi har haft meget aggressive afskrivningsprincipper, og det er en meget stor post (26 mio. kr. i 2017, red.). Så det kommer vi til at kigge på her i løbet af 2018,« siger Niels Rønnebech.

(Ritzau Finans)

BRANCHENYT
Læs også