Hedebølgen giver dansk ventilatorproducent sved på panden
Det danske sommervejr har tvunget ventilatorproducenten Thermex til at firedoble produktionen af gulvventilatorer
Det kan godt være, at du har det varmt. Men måske burde du tænke en gang på de Thermex-medarbejdere, der i disse dage må løbe ekstra hurtigt, for at du kan tænde for ventilatoren.
Det gør de dog hjertens gerne. Den danske producent af ventilatorer har nemlig måttet firedoble sin produktion af en speciel type af gulvventilatorer for at kunne følge med den enorme efterspørgsel, der igennem juli måned har været på en lang række af virksomhedens produkter.
»Vi har godt kunnet følge med efterspørgslen på vores allerbilligste modeller, men vi har simpelthen været nødt til at oppe produktionen af de dyrere modeller,« siger adm. direktør i Thermex Christian Klitgaard.
Jeg har ikke oplevet noget lignende i de 25 år, jeg har været her.adm. direktør i Thermex, Christian Klitgaard
Allerede i starten af juli kunne flere elektronikkæder landet over melde om tomme hylder, når danskerne kom for at anskaffe sig en ventilator til at bekæmpe de historiske sommergrader. Siden da har der regelmæssigt været udsolgt af de kølende faner på butikshylderne, men nu tager Thermex et skridt, der måske kan løse problemet.
Selskabet sender nemlig 1000 ekstra enheder af gulvventilatoren Ariente Tower ud i butikkerne i løbet af denne uge. Og det er en pæn sjat mere, end virksomheden plejer at afsætte. Normalvis sælger selskabet nemlig kun 200 til 300 af modellen - på et helt år.
»Jeg har ikke oplevet noget lignende i de 25 år, jeg har været her. I denne juli måned har vi solgt som aldrig før, og grossisterne er nærmest desperate efter nye varer,« siger Christian Klitgaard.
Som det ser ud nu, så kommer det pæne sommervejr ikke kun til at sætte sit aftryk på danskernes tanlinje. Hos Thermex er der god mulighed for, at tropetemperaturerne kommer til at sætte sit præg på virksomhedens årsregnskab for 2018.
»Den juli vi har haft i år tegner til at blive rigtig pæn. Vi forventer at kunne se en femdobling af vores sommerprodukter, som er bord-, gulv- og loftventilatorer samt mobile airconditionanlæg,« siger Christan Klitgaard.

