Christian strandede i lufthavn: Bookede privatfly og fyldte det
Christian Anneberg var så træt af Ryanairs ventetid i Stansted, at han bookede et dansk privatfly og fyldte det op med 38 andre nødstedte.
Den 52-årige vestjyde Christian Anneberg tog en mildest talt utraditionel metode i brug, da han fredag strandede i Stansted-lufthavnen nær London.
Christian Anneberg var på vej hjem fra Lanzarote med sin familie og skulle blot mellemlande i Stansted, før turen gik hjem med Ryanair til Billund klokken 20.00.
»Vi landede planmæssigt i Stansted og kom ud i flyet mod Billund. Der sad vi så i tre timer med alle mulige forklaringer fra uvejr, til pilotstrejker, og forsinkede kufferter,« fortæller Christian Anneberg.
Tre timer senere kl. 23.00, var beskeden, at flyet var aflyst.
I mellemtiden var bagagefolkene gået hjem, så de kunne først få deres bagage næste morgen kl. 6.00.
De næste 12 afgange mod Danmark var aflyst. Tidligste afgang var torsdag - fem dage senere.
I lufthavnen herskede der kaos. Alle ville hjem, men fra Ryanair-skranken var der ifølge Christian Anneberg stille. Han besluttede at tage sagen i egen hånd.
Først ringede han til en bekendt, Robert Rungholm hos DAT (Danish Air Transport, red.), der kunne skaffe et privatfly til søndag formiddag. 38 passagerer kunne få en plads.
Christian Anneberg lavede et skilt, hvor der stod "fly til Billund", og gik ind i afgangshallen med flere tusinde strandede passagerer.
»I løbet af en time var vi 38 mand. Havde jeg haft mere tid, kunne jeg nemt have fyldt yderligere tre fly. Folk var jo desperate,« fortæller Christian Anneberg.
En desperat mand sagde til Christian Anneberg, at han ville »give det dobbelte af, hvad det koster.« Men flyet var fyldt.
Med omkostninger til bus til en hangar et stykke fra Stansted, fly til Karup og bus fra Karup til Billund fik Christian Anneberg prisen ned på 5.000 kr. pr. snude.
I alt lagde han 180.000 kr. ud af egen lomme.
Christians kone fungerede som sekretær, mens hans to børn på 21 og 22 år lavede 38 boarding passes på medbragte computere.
Navne, adresser og pasudløb - alt benarbejdet skulle udfyldes.
»Når vi kom til gaten, skulle der ikke være fejl. Privatflyet måtte kun stå i hangaren i en time, så boardingen skulle klappe.«
Søndag formiddag - efter to dages mareridt i Stansted - fløj Christian Anneberg og familien sammen med 34 andre til Karup, hvor de landede kl. 14.30.
Tilbage i Danmark er Christian Anneberg glad for, at alle kom godt hjem. Men han er også skuffet over Ryanair, siger han.
Mandag havde Christian Anneberg endnu ikke fået alle pengene retur for sit store udlæg. Til gengæld har han fået en masse søde henvendelser fra sine taknemmelige medrejsende.
Nogle har overført penge via Mobilepay, resten fik klar besked, da de skiltes i Billund:
»I ser sgu ærlige nok ud, og I virker glade for at komme hjem. Men jeg har alle pasoplysninger på jer, og de bliver slettet i takt med, at jeg får pengene. Senest onsdag - ellers bliver jeres offentliggjort nede i Brugsen,« genfortæller vestjyden med et grin.
Til dagligt ejer Christian Anneberg ejer Annebergs Limtræ A/S, en familievirksomhed, der producerer limtræsbjælker til hytter.
Du skal ikke til at lave et rejsebureau nu?
»Jo! Det tror jeg sgu godt, jeg ville. Der er jo tydeligvis potentiale for det.«


