Erhverv

Kåre Schultz leverer ny opjustering i Teva

Kåre Schultz har i løbet af sin tid som topchef i medicinalselskabet Lundbeck bl.a. fyret 1000 medarbejdere, men han har også skabt massive kursstigninger. Foto: Lars Krabbe

Tevas danske topchef, Kåre Schultz, fortsætter, hvor han slap i danske Lundbeck, og opjusterer torsdag eftermiddag igen forventningerne til indtjeningen i det israelske medicinalselskab.

Det sker efter et kvartal, hvor indtjeningen ramte et godt stykke over analytikerforventningerne ifølge Bloomberg News.

Det justerede overskud per aktie blev 0,78 dollar i andet kvartal mod estimeret 0,64 dollar blandt analytikerne.

For hele 2018 venter Teva nu et resultat per aktie på 2,55-2,80 dollar mod 2,40-2,65 dollar ved udgangen af første kvartal og oprindeligt 2,25-2,50 dollar, da forventningerne første gang blev udstukket i årsregnskabet for 2017.

Også i sin tid i Lundbeck var Kåre Schultz kendt for at opjustere forventningerne kvartal efter kvartal.

For de analytikere, der følger selskabet, er der da heller ikke tale om større overraskelser.

De havde på forhånd sat næsen op efter endnu en opjustering og forudså inden regnskabet, at Teva når et overskud i år på 2,68 dollar - eller akkurat over midtpunktet af Tevas nye prognose.

Tevas forventninger til årets omsætning er uændret 18,5-19,0 mia. dollar.

I andet kvartal landede omsætningen på 4,7 mia. dollar mod estimeret 4,73 mia. dollar blandt de analytikere Bloomberg har indhentet estimater fra.

Tevas amerikansk noterede aktie stiger torsdag eftermiddag med 1,4 pct. på det amerikanske formarked.

BRANCHENYT
Læs også